Middelfart og Billund kommer måske med i fælleskommunalt brandvæsen

Brandstationen i Middelfart. Arkivfoto: Michael G. Madsen
Brandstationen i Middelfart. Arkivfoto: Michael G. Madsen

Kolding, Fredericia og Vejle kommuner er i gang med at undersøge mulighederne for at etablere et fælleskommunalt brandvæsen, som i givet fald vil blive et af landets største. Men nu har de tre kommuner beslutte at invitere yderligere to kommuner til at deltage i projektet. Det er Middelfart og Billund kommuner, som nu vil modtage en invitation, men indtil kommunerne har meldt tilbage, fortsætter det hidtidige projekt uændret.

Projektet med at undersøge mulighederne for et beredskabssamarbejde er forankret i en styregruppe, som består af de tre kommuners borgmestre, der også er formænd for beredskabskommissionerne, samt beredskabskommissionernes næstformænd. Og det er denne styregruppe, som har besluttet at tilbyde Middelfart og Billund kommuner at indtræde i arbejdet.

Den kortlægning af de deltagende kommuners beredskaber, som allerede er igangsat, fortsætter uændret for ikke at komme bagud i forhold til tidsplanen. Men hvis der kommer en positiv tilbagemelding fra Middelfart og Billund, så vil styregruppen samt den etablerede projektgruppe og kortlægningsarbejdsgrupper bliver udvidet med repræsentanter fra de to kommuner.

Resultaterne af kortlægningen skal danne grundlag for udarbejdelse af en eller flere modeller for den fremtidige struktur på beredskabsområdet. Processen forventes at resultere i en politisk stillingtagen i efteråret 2013, hvorefter en ny struktur vil kunne træde i kraft i 2014.

Annonce