Middelfart Brandvæsen og Falck forventer nært samarbejde i nyt bofællesskab

Tirsdag flytter Falcks ambulanceberedskab i Middelfart officielt ind på brandstationen i Middelfart, hvorefter Falck nedlægger sin egen station. Både Middelfart Kommune, brandvæsenet og Falck ser frem til den nye hverdag med ambulancetjeneste og brandvæsen under samme tag, og forventningen er, at det vil styrke det samarbejde, som i forvejen kendes fra skadestederne, og at man kan samarbejde i forbindelse med både øvelser og faglige drøftelser.

Der har i mange år været snak om, at samle ambulancekørslen og brandvæsenet i Middelfart under samme tag, og de planer bliver tirsdag en realitet, når Middelfart Brandvæsen og Falck officielt markerer, at Falcks lokale ambulanceberedskab får lokaler på den kommunale brandstation på Mandal Allé.

Borgmester Steen Dahlstrøm glæder sig over, at ambulance og brandvæsen nu får fælles adresse. ”Middelfart Brandvæsen har i forvejen et rigtig godt samarbejde med Falck, men med samarbejde under fælles tag, så er jeg sikker på, at synergien bliver endnu bedre. Ambulancekørselen og brandvæsenet i Ejby har i mange år haft stor glæde af fælles adresse, nu får vi i Middelfart rigtig gode fælles fysiske rammer til at understøtte samarbejdet. Det glæder mig meget”, siger borgmesteren.

Også Falcks regionsdirektør, Erik Møberg, ser frem til indflytningen: ”Der er glædelig, at vi nu er kommet hertil, idet vi snakkede sammen om muligheden for år tilbage i et andet projekt. Jeg er ikke i tvivl om, at når medarbejderne fra henholdsvis Middelfart Brandvæsen og Falck kommer tættere på hinanden i dagligdagen, så vil det også komme til udtryk, når de mødes ude på skadestedet – så det er en god og fornuftig løsning med bofællesskabet”.

Falcks ambulance får sin egen plads i garagen sammen med brandkøretøjerne, og redderne får fælles faciliteter med Middelfart Brandvæsen. I dagligdagen vil bofællesskabet styrke samarbejdet, vurderer også beredskabschef Claus Lund.

”Det faglige niveau styrkes, og det er klart, at samarbejdet, som i forvejen er rigtigt godt, vil få yderligere løft, når vi kender hinanden. Desuden vil vi også drage fordel af hinanden under øvelser og faglige drøftelser. Sidst men ikke mindst, så er det glædeligt, at vi kan få endnu mere udnyttelse af brandvæsnets fremragende faciliteter i fremtiden”, siger Claus Lund.


Fra indvielsen. Foto: Middelfart Brandvæsen

 

Annonce