Odsherred vil oprette frivilligt beredskab

Odsherred Kommune vil oprette et frivilligt beredskab, som skal kunne supplere det daglige beredskab ved større og specielle hændelser. Baggrunden er blandt andet stormen Bodil og den efterfølgende stormflod, hvor det samlede beredskab i Odsherred Kommune blev udsat for et stort pres – og hvor ressourcerne flere gange var presset til det yderste. Indtil videre har 15 interesserede tilkendegivet, at de gerne vil indgå i beredskabet.

Beredskabet i Odsherred har været i dialog med Holbæk Kommune om et samarbejde om det frivillige beredskab, og de to kommuner er enige om at der skal arbejdes hen mod et fælles og integreret frivilligt beredskab, som får fælles daglig ledelse – og som kan operere i begge kommuner. Beredskabet skal have base i både Holbæk og Odsherred.

Der har i februar været afholdt et informationsmøde for at afdække interessen for at deltage i et frivilligt beredskab. Der mødte ca. 20 interesserede op, hvoraf de ca. 15 senere har tilkendegivet, at de ønsker at deltage. Flere af dem er fuldt uddannede brandfolk, blandt andet fra den nedlagte brandstation i Vig.

Beredskabet har også afholdt møde med Beredskabsforbundet i Odsherred, og det er aftalt, at der udarbejdes et udkast til en aftale mellem Beredskabsforbundet og Odsherred Kommune. Når den aftale er på plads, vil Odsherreds beredskabschef sammen med ledelsen af beredskabet i Holbæk Kommune udarbejde en samarbejdsaftale.

Fra 2015 vil kommunen kunne søge et tilskud fra staten til det frivillige beredskab, men der er også kotyme for, at den enkelte kommune giver et fast tilskud pr. indbygger pr. år til støtte for det frivillige beredskab. I Holbæk Kommune er tilskuddet ca. 2,1 kr. pr. indbygger, og i Odsherred Kommune arbejder man med en model, der indebærer, at der afsættes 70.000 kr. til etablering af beredskabet – f.eks. indkøb af uniformer og udstyr – samt derefter 70.000 kr. i driftstilskud om året.

Etableringen af det frivillige beredskab vil skulle godkendes politisk.

Annonce