Kritik: Paramediciner handlede forkert ved at tilkalde læge

En konkret indsats efter et alvorligt trafikuheld blev unødigt kaotisk og ressourcekrævende, fordi der ikke var en akutlæge til stede. Sådan lyder den lægelige vurdering af indsatsen, som lægerne nu føjer til listen over cases, hvor de selv mener, at Region Sjællands beslutning om at afskaffe akutlægebilerne har givet en dårligere indsats. I den seneste case kritiseres en paramediciner for at have forsøgt at få den vagthavende AMK-læge til at erklære et trafikoffer for dødt over telefonen, ligesom det var imod alle regler, når en læge fra nærmeste sygehus efterfølgende blev tilkaldt for at erklære offeret dødt.

Det er Ugeskrift for Læger, som omtaler den nye case, som bliver nummer otte på ugeskriftets liste over det, der betegnes som ”katastrofale og kaotiske forløb” i Region Sjælland.

I det konkrete tilfælde var der sket en alvorlig trafikulykke, hvor der var flere dræbte, og en person lå livløs uden store synlige skader. Paramedicinerne kontaktede Region Sjællands vagthavende AMK-læge med ønske om, at vedkommende person blev erklæret død. Det afviste AMK-lægen, hvorefter der fra skadestedet blev taget kontakt til det nærmeste akutsygehus med et ønske om, at en læge blev sendt til skadestedet. Henvendelsen endte i akutafdelingen, og en af politiets patruljevogne afhentede herfra en læge, der erklærede ofret dødt.

”En skadestedserfaren akutlæge i en akutbil ville hurtigt efter sin ankomst til ulykkesstedet have kunnet få overblik over den alvorlige ulykke, have konstateret alle ofre døde og dermed formindsket kaosfasen og undgået evt. panik på stedet. Skadestedet ville have været afviklet under rolige omstændigheder. Der ville ikke have været belastning af det lokale sygehus”, lyder den anonyme lægevurdering af indsatsen, der efterfølgende blev indberettet som utilsigtet hændelse (UTH).

Overlæge på Slagelse Sygehus, Claus Lie, har i Ugeskrift for Læger vurderet casen, og han mener, at der er flere ting, som er gået galt. ”Paramedicineren tager kontakt til vagthavende AMK-læge for at få erklæret et trafikoffer dødt, men det kan man jo ikke. Du kan ikke erklære nogen død på telefon. For at erklære død, skal man kunne se patienten. Det kan ikke uddelegeres”, siger Claus Lie.

Samtidig påpeger overlægen, at det er imod alle regler, når der fra skadestedet blev forsøgt tilkaldt en læge fra det nærmeste sygehus for at erklære trafikofret dødt. Når en person ligger livløs uden for bilen, er den korrekte procedure nemlig at starte behandling og køre vedkommende til nærmeste akutsygehus. At kalde en læge ud er belastning af sygehuset.

”Man skal jo ikke tage fra sygehusets ressourcer. Hvis man vil have en læge ud, så er det for at lave lægeligt arbejde. Man kan under ingen omstændigheder kræve et lægehold ud for at skrive dødsattester, meget firkantet sagt”, siger Claus Lie til Ugeskrift for Læger.

Annonce