Paramediciner og sygeplejerske får bøder efter kritiseret 112-opkald

To nu tidligere medarbejdere på Region Hovedstadens AMK-vagtcentral har accepteret et bødeforlæg fra Københavns Politi. Politiet havde tiltalt en paramediciner og en sygeplejerske for ”grov forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens udførelse” i forbindelse med et 112-opkald, hvor de undlod at sende hjælp, og begge har ved betalingen af bøden erkendt sig skyldige i at have overtrådt straffeloven.

Bøden vedrører en meget omtalt sag, hvor en 32-årig grønlandsk mand døde på metrotorvet Amagerbro i København. Flere borgere havde forinden ringet både 114 og 112, men på AMK-vagtcentralen vurderede man, at der ikke skulle sendes en ambulance.

Ifølge Politiken har Københavns Politi valgt at tiltale to sundhedsfaglige visitatorer på Region Hovedstadens AMK-vagtcentral for overtrædelse af straffelovens § 157, der omhandler grov forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens udførelse.

De to visitatorer – en paramediciner og en sygeplejerske – arbejder ikke længere på AMK-vagtcentralen, men de har accepteret bøderne, som de har fået af en stribe grunde i forbindelse med fem-seks 112-opkald om den 32-årige mand. De tog således ikke stilling til, hvor meget en eventuel udrykning hastede. Da der blev ringet gentagne gange efter hinanden, revurderede de ikke hver gang situationen, som de skal efter reglerne. Ud fra de alvorlige oplysninger, de modtog om Daniels dybe bevidstløshed, fejlvurderede de situationen. Og de gav ikke de personer, der ringede om hjælp, råd om førstehjælp.

Det er så vidt vides første gang, at en sundhedsfaglig visitators behandling af et 112-opkald resulterer i en egentlig straffesag. Normalt behandles klagesager alene administrativt i den pågældende region samt i alvorlige sager desuden i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.

Annonce