Vil udskifte redningslift med drejestige inden dyrt eftersyn

Google Maps
Brandstationen i Sønderborg

Sønderborg Kommune var en af de første kommuner, der anskaffede en Bronto Skylift redningslift, men nu skifter kommunen formentlig tilbage til en drejestige. Sidste år var redningsliften til et større eftersyn, der medførte en uventet ekstraudgift på 324.000 kr., og udsigten til, at det næste store eftersyn vil blive væsentligt dyrere, gør, at Sønderborg ønsker at udfase redningsliften til fordel for en ny drejestige.

BeredskabsInfo har tidligere omtalt de dyre 10-års-eftersyn, som har overrasket de brandvæsener, der har valgt at anskaffe redningslifte fra Bronto Skylift. Eftersynene koster typisk mellem 300.000 og 600.000 kr., og de varer op til seks uger – men brandvæsenerne blev ikke ved anskaffelsen orienteret om, at de lovpligtige eftersyn ville blive så dyre.

Regning på 324.000 kr.

Sønderborg Kommune fik sin Bronto Skylift i 1999, hvor den erstattede en 25 år gammel drejestige. Dermed var Sønderborg en af de første kommuner, som valgte en redningslift, og sidste år blev der foretaget et lidt forsinket 10-års-eftersyn på redningsliften. Takket være god vedligeholdelse lå regningen dog i den lave ende i forhold til andre kommuner, nemlig på 324.000 kr.

Imidlertid er der udsigt til, at det næste 10-års-eftersyn vil udløse en væsentligt højere regning til Sønderborg Kommune, fordi der formentlig skal udskiftes flere dele på liften. Og det gør, at Sønderborg Brand & Redning vurderer, at eftersynet vil blive dyrere end liftens reelle værdi på det tidspunkt, selv om den altså endnu langt fra vil have nået den alder på 30 år, som normalt anses for den maksimale levetid for et højderedningskøretøj.

Vil deltage i fællesudbud

Derfor vil Sønderborg Kommune skifte redningsliften ud, inden det næste eftersyn – og skifte den ud med en drejestige i stedet for en ny redningslift. Planen er, at man vil deltage i det store fællesudbud af drejestiger, som 7-8 kommuner i forvejen er gået sammen om. Udbuddet skal formentlig gennemføres til efteråret, hvorefter stigerne skal leveres i perioden 2013-2018. I Sønderborg ønsker man at få den nye stigevogn leveret i 2015-2017.

En ny drejestige ventes at ville koste ca. 4,3 mio. kr. Det svarer til en årlig leasingudgift på 254.000 kr. ved leasing over en 20-årig periode. Det vil ikke medføre en ekstraudgift for Sønderborg Kommune, da det kan finansieres via Sønderborg Brand & Rednings nuværende driftsbudget. Brugtprisen for redningsliften vil kunne nedbringe leasingudgiften, men brugtprisen ventes at falde, jo tættere man kommer tidspunktet for næste eftersyn.

Annonce