Region vil oprette præhospital forskningsenhed

Region Midtjylland arbejder på at etablere en præhospital forskningsenhed, der skal stimulere den præhospitale forskning. Det fremgår af en ny forskningsprofil fra regionen, der også beskriver flere aktuelle forskningsprojekter på det præhospitale område, blandt andet om avanceret luftvejshåndtering, anvendelse af apparatur til hjertemassage samt en samfundsøkonomisk analyse af akutlægebiler.

De præhospitale aktiviteter i Region Midtjylland er samlet i Præhospitalet, som blev etableret i 2009. Endnu er Præhospitalets forskningsorganisation i en opbygningsfase, men målet er, at man ved at oprette en egentlig præhospital forskningsenhed kan styrke den præhospitale forskning, hvilket gerne skulle føre til ny og bedre patientbehandling.

Indtil videre er der to ph.d.-studerende knyttet til Præhospitalet, og i perioden 2009-2010 har Præhospitalet fået publiceret 10 artikler.

Fremover vil Præhospitalet satse på forskning indenfor fem områder: Telemedicin og tidligere diagnostik, effekt af præhospital indsats, uddannelse og træning i præhospital behandling under ambulancetransport, kommunikation og dataoverblik i akutte patientforløb og store beredskabssituationer samt alarmering, disponering og koordinering af den præhospitale indsats.

Især indenfor det forskningsområde, som omfatter effekten af den præhospitale indsats, er der i øjeblikket gang i forskningen. Et ph.d.-studium i samarbejde med lægebiler og hospitaler beskæftiger sig således med præhospital avanceret luftvejshåndtering, herunder hvordan måleapparatur til vejrtrækning kan forudsige chancer for overlevelse efter hjertestop. Et andet projekt, som Hjertemedicinsk Afdeling på AUH har taget initiativ til, afprøver nye typer medicin til akut blodprop i hjertet, hvor der udføres studier på en række akutlægebiler.

Præhospitalet forsker også i anvendelse af apparatur til hjertemassage, hvor et studie på flere akutlægebiler skal undersøge, om apparaturet giver færre afbrydelser i hjerte-lungeredning ved transporter, idet uafbrudt hjerte-lungeredning er afgørende for overlevelsen. Desuden foretages en samfundsøkonomisk analyse af akutlægebiler i forhold til deres mulighed for at færdigbehandle på stedet og dermed spare ressourcer i ambulanceberedskabet.

Noget, som Præhospitalet betegner som deres særlige spydspidsområde, er forskning i Emergency Medical Dispatch, altså vagtcentralernes behandling af alarmopkald. Her er der et ph.d-studium i gang om ”Rette hjælp i rette tid – hvordan sikres rette præhospitale indsats, når borgeren ringer 112”. Det er finansieret af Trygfonden og gennemføres på AMK-vagtcentralen i Aarhus i samarbejde med Klinisk Epidemiologisk Afdeling og Center for Akutforskning.

Annonce