Rudersdal Hørsholm Brandvæsen er klar til at udvide til nabokommuner

Arkivfoto: Brandstationen i Hørsholm

I dag udfører Rudersdal Hørsholm Brandvæsen brandslukning i tre kommuner, men yderligere to kommuner kan være på vej til at blive en del af det fælleskommunale brandvæsen. I øjeblikket er der en dialog med Allerød Kommune om et samarbejde, men også Furesø Kommune kan enten komme til at indgå i brandvæsenet eller få et tilbud om varetagelse af brandslukningen på entreprisebasis.

Rudersdal Hørsholm Brandvæsen er et fælleskommunalt brandvæsen for Rudersdal og Hørsholm kommuner, men efter et udbud i 2009 varetager brandvæsenet også brandslukningen i den sydlige del af Fredensborg Kommune. Brandvæsenet har stationer i Nærum, Hørsholm og Birkerød.

Allerød Kommune hjemtog brandslukningen fra Falck pr. 1. november 2011, og i dag har Allerød Brandvæsen et nært samarbejde med Furesø Kommunes beredskab. Allerød Brandvæsen indgår i Furesøs 1. udrykning med drejestige og tanksprøjte til udvalgte objekter, mens det operative beredskab i Allerød suppleres med bådberedskab og slangetender fra Furesø.

Vil komme Folketinget i forkøbet

Den seneste tid har der været en dialog mellem Allerød Kommune og Rudersdal Hørsholm Brandvæsen. Baggrunden er de forestående overvejelser om en grundlæggende strukturændring af det samlede beredskab, som forventes at medføre krav om større enheder, og dialogen har resulteret i fire konkrete forslag til modeller for et eventuelt samarbejde.

Model 1 foreslår, at der i første omgang etableres et forpligtigende samarbejde, som senere skal føre til, at det fælleskommunale Rudersdal Hørsholm Brandvæsen udvides til at omfatte Allerød Kommune. Inden udvidelsen gennemføres, skal det afklares, hvordan Allerøds nuværende aftaler med Furesø skal håndteres. Som en variant foreslår model 2, at det fælleskommunale brandvæsen snarest udvides med Allerød, hvorefter aftalerne med Furesø overtages.

I de to øvrige modeller inddrages også Furesø Kommune i samarbejdet. I model 3 udvides det fælleskommunale brandvæsen til at omfatte Allerød, hvorefter det nye brandvæsen tilbyder at overtage brandslukningen i Furesø – der i dag varetages af Falck – på entreprisebasis. I model 4 bliver både Allerød og Furesø en del af det fælleskommunale brandvæsen.

Politikerne i Allerød Kommune skal i dag tage stilling til, om der skal arbejdes videre med planerne om et samarbejde med Rudersdal Hørsholm Brandvæsen.

Annonce