Samarbejde skal give hurtigere udrykninger på Vestegnen

Google Maps
Brandstationen i Glostrup. Arkivfoto

Fremover vil det være tre forskellige brandvæsener, som skal assistere Vestegnens Brandvæsen, hvis brandvæsenets egne to slukningstog er optagede af andre opgaver. For at sikre hurtigere udrykninger vil Vestegnens Brandvæsen nemlig indgå samarbejdsaftaler med yderligere to naboberedskaber, som skal dække den vestlige og nordvestlige del af slukningsområdet med 3. og 4. slukningstog.

Samarbejdsaftalerne – der endnu ikke er godkendt politisk – indgås med henholdsvis Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk kommuner og Ballerup Kommune. Aftalerne indebærer, at brandstationen i Taastrup skal dække den vestligste del af slukningsområdet, mens brandstationen i Ballerup skal dække et område i den nordlige og nordvestlige del af slukningsområdet, hvis Vestegnens Brandvæsens stationer i Glostrup og Hvidovre er optagede af andre opgaver. I resten af slukningsområdet er det fortsat Københavns Brandvæsen, som skal assistere.

Med Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk kommuner er det aftalt, at der mod en årlig betaling på 224.000 kr. rykkes ud fra brandstationen i Taastrup op til otte gange om året. Er det brug for flere udrykninger, er prisen 28.000 kr. pr. udrykning. Udrykningen skal ske med holdleder og fem brandfolk fra 1-minutsberedskabet eller – såfremt 1-minutsberedskabet er optaget – med samme styrke fra 5-minutsberedskabet. Er begge disse beredskabet optagede, ophører de tre kommuners forpligtelse til at assistere.

Samarbejdsaftalen med Ballerup Kommune omfatter også udrykning med kommunens 1-minutsberedskab eller 5-minutsberedskab. Her er prisen 316.500 kr. om året for op til 10 udrykninger.

Annonce