Nyt serviceniveau for beredskabet i Vejle Kommune

Google Maps
Brandstationen i Vejle

Efter en gennemgribende revision af det nuværende serviceniveau, der blev vedtaget i 2006, har oplægget til nyt serviceniveau været i offentlig høring, ligesom det samlede materiale har været forelagt Beredskabsstyrelsen. Efter den proces vedtog Vejles beredskabskommissionen at inddrage de bemærkninger, som var modtaget fra borgerne og fra Beredskabsstyrelsen, hvilket medførte et revideret oplæg, som byrådet nu har godkendt.

Vejle Kommune har opgivet planerne om at nedlægge brandstationerne i Børkop og Bredsten, og dermed vil der også fremover være brandstationer i Give, Egtved, Bredsten, Børkop, Vejle, Billund i Billund Kommune (dækker den vestlige del af Vejle Kommune) og Tørring i Hedensted Kommune (dækker den nordøstlige del af Vejle Kommune).

Stationsstrukturen er opbygget således, at den enkelte station kan løse en lang række opgaver selvstændigt, mens en række specielle ressourcer er placeret på stationen i Vejle. Stationsstrukturen vil medføre, at der fortsat vil være en gennemsnitlig udrykningstid på ca. 8,5 minutter i kommunen.

Ændringerne i forhold til tidligere er, at lifttenderen og den ekstra tankvogn på stationen i Give udgår, at slangetenderen omplaceres fra stationen i Egtved til stationen i Vejle, og at de stedlige beredskabsstyrker i Give-området og Smidstrup-området nedlægges.

Kommunens kontrakt med Falck om drift af brandstationerne i Give, Egtved og Bredsten udløber med udgangen af december 2011, og opgaverne har været i udbud. Resultatet af udbuddet er, at Falck fortsat skal løse opgaver på stationerne i Give, Egtved og Bredsten, idet der indgås en 10-årig kontrakt.

Annonce