Nu er der SINE-dækning på Storebæltsforbindelsen

Østbroen. Arkivfoto: Sund & Bælt
Østbroen. Arkivfoto: Sund & Bælt

Som et af de sidste steder i landet er der nu også på Storebæltsforbindelsen etableret SINE-dækning. Det er sket ved hjælp af en særlig løsning, som har kostet 16 mio. kr. og tager højde for, at Storebæltsforbindelsen er et helt unikt område, hvor der skal tages specielle hensyn til såvel dækning som kapacitet – blandt andet skal et stort antal brand- og redningsfolk fra Sjælland og Fyn kunne kommunikere sammen.

Det er Dansk Beredskabskommunikation, som har etableret SINE-løsningen på Storebæltsforbindelsen. Og staten må betale ekstra 16 mio. kr. for løsningen, fordi det oprindelige løsningsforslag ikke kunne godkendes af Trafikstyrelsen. Derfor har det været nødvendigt at designe en ny løsning.

Der har været tale om et langvarigt projekt, hvor Dansk Beredskabskommunikationen og Storebæltsforbindelsen startede dialogen i september 2007. Kontraktforhandlinger tog derefter 2½ år, mens selve installationen af SINE-dækningen har taget 1½ år. Men efter to måneders driftsprøve skulle installationen i denne måned være klar til godkendelse.

Den største udfordring har ifølge Dansk Beredskabskommunikation været at sikre dækningen under broen, nærmere betegnet i de tunneller, hvor servicepersonalet har deres daglige gang. Indendørs dækning er nemlig mere kompliceret end udendørs dækning – og kræver derfor et særligt systemdesign og ekstra udstyr.

Med etableringen af SINE-dækning på Storebæltsforbindelsen er det efterhånden kun den københavnske metro, som mangler dækning. Også her vil etableringen af dækning udløse en ekstraregning til staten.

Annonce