Skattesag sender ambulancebehandler i Folketinget

Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens beslutning om at søge orlov fører nu til, at den 55-årige ambulancebehandler Finn Thranum kommer i Folketinget. Finn Thranum blev nemlig ved folketingsvalget i september Venstres førstesuppleant i Østjyllands Storkreds, hvor Troels Lund Poulsen blev valgt.

Troels Lund Poulsen havde søgt orlov på grund af den meget omtalte sag om lækage af Helle Thorning-Schmidts skatteoplysninger, og tirsdag fik han orloven bevilget af Folketinget. Under Troels Lund Poulsens orlov vil førstesuppleanten fra valgkredsen overtage hans plads i Folketinget, og førstesuppleanten er Finn Thranum.

Finn Thranum er redderuddannet og har i en årrække arbejdet i Falck som blandt andet redder, uddannelsesleder, distriktsleder, områdeleder og udrykningsleder. Han blev senere ansat som den første medarbejder i Responce, hvor han efter en periode som ambulancechef nu er ambulancebehandler på stationen i Odder.

Under valgkampen blev Finn Thranum især kendt for en strid med Region Midtjylland, der angiveligt var utilfreds med, at Finn Thranum anvendte en kampagnebil med en bemaling, som mindede om ambulancetjenestens.

Annonce