SOS og Responce er ude af kampen om de danske akutlægehelikoptere

Selv om SOS har ambitioner om at blive en stor aktør på det danske marked for præhospitalt beredskab, så kommer kampen mod rivalen Falck ikke til at stå om de tre akutlægehelikoptere, der sættes i drift i oktober 2014. Det står klart, efter at SOS har opgivet at byde på driften af helikopterne. Også et konsortium med deltagelse af Uni-fly og Air Greenland – med Responce som underleverandør – er sprunget fra, således at kun tre aktører skal konkurrere om helikopterkontrakten.

Tilbage i maj besluttede regionerne, at SOS International ikke kunne prækvalificeres til at byde på den fællesregionale kontrakt på drift af akutlægehelikopterne, fordi SOS ikke havde oplyst, hvem der i givet fald skulle være selskabets underleverandør på selve helikopterdriften. Den beslutning blev i juli underkendt af Klagenævnet for Udbud på baggrund af en klage fra SOS, hvorefter SOS blev prækvalificeret.

Trods den vundne klagesag har SOS imidlertid valgt ikke at byde på helikopterkontrakten. Samme valg er truffet af et prækvalificeret konsortium med deltagelse af Uni-fly og Air Greenland. Dette konsortium ville have anvendt Responce som underleverandør, og dermed er også Responce ude af kampen om akutlægehelikopterne.

Tilbud fra England, Danmark og Norge

Da budfristen udløb torsdag, havde kun tre af de fem prækvalificerede dermed afgivet et egentligt tilbud. Det er:

  • Bond Air Services Ltd., som er en del af Avincis Group, der beskæftiger sig med helikopterbaserede redningsopgaver og miljøopgaver i en række forskellige lande. Bond Air Services Ltd. har kontrakt om levering af helikopter-beredskab fra 18 baser i Storbritannien.
  • Falck Air Ambulance A/S, som er ejet af Falck Danmark A/S og Scandinavian Air Ambulance Holding AB. Falck Air Ambulance A/S vil indgå i samarbejde med underleverandørerne Scandinavian Medicopter AB, Falck DRF Luftambulance A/S og Falck Danmark A/S. Scandinavian Medicopter AB/Scandinavian Air Ambulance AB har kontrakt om levering af helikopterberedskab til udførelse af HEMS-operationer fra seks baser i Sverige og tre baser i Finland. Falck DRF Luftambulance A/S har kontrakt med Region Hovedstaden og Region Sjælland om levering af helikopterberedskab fra basen i Ringsted indtil 1. oktober 2014. Fra basen i Niebüll har Falck DRF helikopter siden 2005 løst præhospitale opgaver for Region Syddanmark.
  • Norsk Luftambulanse A/S og Nordic Air Ambulance A/S. Norsk Luftambulanse A/S er et datterselskab af Stiftelsen Norsk Luftambulanse. Nordic Air Ambulance A/S er et datterselskab af Norsk Luftambulanse A/S. Norsk Luftambulanse A/S har kontrakt om levering af helikopterberedskab fra otte baser i Norge. Nordic Air Ambulance A/S er underleverandør til SOS International A/S, som har kontrakt med Region Midtjylland og Region Nordjylland om levering af helikopterberedskab fra basen i Karup indtil 1. oktober 2014.

De tre indkomne tilbud bliver nu vurderet af regionerne. Vinderen af udbuddet bliver efter planen offentliggjort senest i begyndelsen af november 2013.

De fem regionsrådsformænd ved underskrivelsen af samarbejdsaftalen
De fem regionsrådsformænd ved underskrivelsen af samarbejdsaftalen

Samarbejdsaftale underskrevet

Samtidig har regionerne fredag underskrevet en samarbejdsaftale om den fremtidige drift af akutlægehelikopterne.

Aftalen indebærer blandt andet, at ansvaret for driften af helikopterne vil blive samlet i en ny driftsfunktion, som på landsplan skal stå for rekruttering, uddannelse og lægelig ledelse af det sundhedsfaglige personale på akutlægehelikopterne samt økonomistyring, drift af baserne og behandling af klagesager.

Annonce