SOS taber klagesag efter ambulanceudbud

SOS-koncernen, der blandt andet ejer Dansk Autohjælp, har tabt en klagesag mod Region Midtjylland. SOS’ forsøg på at komme ind på markedet for ambulancekørslen har indtil videre været en eklatant fiasko, men i Region Midtjylland mente SOS, at årsagen til det tabte udbud var, at regionen i bogstavelig forstand havde ladet Falck snyde på vægten.

SOS International har via selskabet SOS Ambulance A/S – som er et andet navn for SOS Dansk Autohjælp A/S – forsøgt at komme ind på markedet for ambulancekørslen i Danmark, men selskabet har tabt alle de udbud, som man har deltaget i.

I Region Midtjylland bød SOS Ambulance på ambulancekørslen i konkurrence med Falck og Responce. Udbuddet blev vundet af de to konkurrenter, men det tabte udbud fik SOS Ambulance til at klage til Klagenævnet for Udbud, som netop har truffet afgørelse i sagen.

Var ambulance for tung?

Centralt i klagen fra SOS Ambulance var en påstand om, at Region Midtjylland havde ladet Falck snyde på vægten – i bogstavelig forstand. I udbuddet var der nemlig stillet krav om, at ambulancerne skulle overholde et krav om en maksimal vægt på 3.500 kg. Og SOS Ambulance mente ikke, at Falcks tilbud ville kunne leve op til dette krav, da Falcks ambulancer ville blive for tunge.

SOS Ambulance fik således en hollandsk ambulanceopbygger til at fremkomme med en erklæring, der satte spørgsmålstegn ved vægten på Falcks ambulancer. Desuden ønskede selskabet, at der blev foretaget en kontrolvejning af en ambulance på det Mercedes-Benz 316 CDI-chassis, som Falck ville anvende.

Umiddelbart efter udbuddets afgørelse rettede SOS Ambulance henvendelse til Region Midtjylland, og det fik regionen til at bede Falck om dokumentation for, at vægtkravene ville blive overholdt. Falck henviste i sit svar til, at der ville blive tale om en ny type opbygning, og at der endnu ikke var lavet en prototype, men Falck fremsendt en rapport fra firmaet Force Technology, der bekræftede, at ambulancen ville kunne leve op til vægtkravene – både isoleret set og hvis de forskellige former for ekstraudstyr, som Falck havde tilbudt, blev leveret med. En efterfølgende kontrolvejning af den nyudviklede ambulance viste en vægt på 3.100 kg.

Ingen grund til at anse oplysninger for urigtige

Ifølge SOS Ambulances klage havde regionen imidlertid ikke sikret sig tilstrækkelig dokumentation for, at Falcks ambulancer ville kunne overholde vægtkravet, og SOS Ambulance mente, at regionen tværtimod havde viden om, at vægtkravet ikke ville blive overholdt, fordi der var problemer med vægten på de eksisterende ambulancer.

Det afviste Region Midtjylland imidlertid, og regionen påpegede, at der ikke er pligt til at indhente forudgående dokumentation for, at en tilbudsgiver rent faktisk vil kunne leve op til de krav, som stilles i udbudsmaterialet. Regionen havde ikke på baggrund af sit hidtidige samarbejde med Falck grund til at tvivle på, at Falck ville overholdene kravene, og der var ikke krav om, at der skulle være en prototype af ambulancen klar inden udbuddets afgørelse.

Klagenævnet for Udbud slår i sin afgørelse fast, at Region Midtjylland som udgangspunkt var berettiget til at lægge til grund, at Falcks tilbud levede op til mindstekravet om vægt, og at der ikke i Falcks tilbud var holdepunkter for at anse oplysningerne for åbenbart urigtige.

Falck angav i sit tilbud, at selskabet i forbindelse med udbuddet havde ”redesignet indretningen og opbygningen af køretøjet”, og allerede på den baggrund havde Region Midtjylland ikke under hensyn til sit kendskab til Falck som hidtidig leverandør grundlag for at anse oplysningerne i tilbuddet for åbenbart urigtige, skriver klagenævnet. Derfor fik SOS Ambulance ikke medhold i sin klage.

SOS Ambulance skal nu betale 40.000 kr. til Region Midtjylland til dækning af regionens sagsomkostninger.

Annonce