Storbrand kommer til at koste brandvæsen mindst 3 mio. kr.

Branden på Fredericia Havn for tre måneder siden presser i høj grad økonomien hos det nye Trekantområdets Brandvæsen. Indtil videre er der modtaget regninger fra bl.a. andre brandvæsener på 2,3 mio. kr., men hertil kommer, at brandvæsenet selv har haft personaleomkostninger på 0,5 mio. kr. og har måttet skrotte seks køretøjer.

Fredericia Dagblad fortæller, at Trekantområdets Brandvæsen indtil videre har modtaget eksterne regninger på 2,3 mio. kr. I alt var der indsat 500 mand i slukningsarbejdet, og mange af regningerne kommer fra andre brandvæsener, som skal have dækket deres omkostninger ved assistancen.

Imidlertid udløser Trekantområdets Brandvæsens egen indsats også en række ekstraregninger.  ”Vi har lavet en foreløbig vurdering af vores egne ekstra personaleomkostninger. Vi tror, at det bliver mellem 400.000 og 500.000 kr.”, siger beredskabsdirektør Lars Nordahl Lemvigh til Fredericia Dagblad.

En særlig udfordring er de brandkøretøjer, som ikke kom helskindet gennem indsatsen i mængderne af palmeolie, gødning og saltvand. Indtil videre har brandvæsenet skrottet seks køretøjer, nemlig to indsatsledervogne, en VW Transporter, en containerlastvogn, en autosprøjte samt en tankvogn.

”Det er især stationen i Fredericia, der er blevet ramt på deres køretøjer, men også Vejle og Middelfart. Vi har flyttet rundt på køretøjer, så vi er operative, men vi undersøger også muligheden for at leje udstyr ind”, siger direktøren.

Annonce