Sundhedsministeren lægger afstand til mål om maksimal responstid

VK-regeringen havde en målsætning om, at akutberedskabet skulle indrettes sådan, at hjælpen under normale omstændigheder kunne være fremme inden for 15 minutter. Men ifølge sundhedsministeren er det ikke den nuværende regerings målsætning.

Det er Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg, som har bedt sundhedsminister Astrid Krag om at redegøre for, om hun – som den tidligere regering – mener, at ambulancerne under normale omstændigheder skal være fremme inden for 15 minutter. Desuden har udvalget bedt ministeren om at fortælle, hvad regeringens politik på området er, såfremt den ikke omfatter en målsætning om respons inden for de 15 minutter.

I sin redegørelse understreger Astrid Krag, at det var VK-regeringen, som havde en målsætning om, at akutberedskabet skal indrettes sådan, at hjælpen under normale omstændigheder kan være fremme inden for 15 minutter.

Minister: Responstid er tilfredsstillende

Sundhedsministeren fortæller, at hun samlet set finder de nuværende responstider for ambulanceudrykninger tilfredsstillende. Men målsætningen om en maksimal responstid på 15 minutter har SRSF-regeringen ikke overtaget. ”Jeg synes sådan set, at det kan være en udmærket overodnet målsætning”, siger ministeren, der dog samtidig sender ansvaret videre til regionerne: ”Jeg forventer naturligvis, at regionerne løbende har fokus på, hvordan man kan forberede den præhospitale indsats – og særligt i de områder af landet, hvor man i dag ser de højeste responstider”, siger Astrid Krag.

Om regeringens indsats på det præhospitale område siger sundhedsministeren: ”Jeg går op i at sikre, at alle – uanset hvor de bor i landet – kan regne med hurtig og kvalificeret hjælp i tilfælde af akut sygdom eller ulykke. Derfor har regeringen også som led i finanslovaftalen for 2013 afsat 41,4 mio.kr. i 2013 og 126,7 mio.kr. årligt fra 2014 og frem til at etablere en varig akutlægehelikopterordning bestående af tre døgndækkende helikoptere. Og derfor har regeringen udmøntet 50 mio. kr. etablering af akutlægebiler og akutbiler i de områder af landet, hvor der bliver længere responstid med de nye akutlægehelikoptere”.

Annonce