Tilfredshed med beredskabet på Lillebæltsbroen

BlinkI juli kom beredskabet på Den nye Lillebæltsbro på en alvorlig prøve, da en lastbil brød i brand på broen. To af broens tre spor i østgående retning og et spor i vestgående retning måtte spærres, mens teknikere undersøgte omfanget af skaderne på broen. Efterfølgende har Sydøstjyllands Politi, Fyns Politi, beredskabet i Fredericia og Middelfart kommuner, Falck og Vejdirektoratet evalueret indsatsen under ulykken. Og evalueringen har vist, at kommunikationen mellem alle parter fungerede godt i forbindelse med branden.

”Vi har holdt et møde, hvor vi gennemgik alle faserne i ulykken og kunne konstatere, at kommandovejene og kommunikationen mellem instanserne fungerede, og at vores set-up overordnet set lever op til forventningerne”, siger afdelingsleder Niels Kristian Kvistgaard fra Vejdirektoratet.

Han tilføjer også, at ulykken også satte fokus på behovet for at afholde øvelser, der holder beredskabet ved lige, og det aspekt vil der blive arbejdet videre med i den kommende tid.

”Vi vil se på, hvordan vi får blandt andet spørgsmålet om regelmæssige øvelser samlet op og indarbejdet i beredskabsplanerne, da det jo er vigtigt, at vi altid er helt skarpe, når der sker ulykker på Den nye Lillebæltsbro”, siger Niels Kristian Kvistgaard.

Annonce