Trods pres: Fem kommuner fastholder planer for fælles beredskab

Selv om KL presser på for, at kommunerne i Region Hovedstaden finder sammen i endnu større beredskabsenheder, end de hidtil har planlagt, fastholder kommunerne Ballerup, Gentofte, Gladsaxe, Herlev og Lyngby-Taarbæk, at de vil arbejde videre med planen om at danne et fælles beredskab.

I en fælles meddelelse fra de fem kommuners borgmestre bliver det slået fast, at kommunernes økonomiudvalg i løbet af december skal tage stilling til en principbeslutning om sammenlægning af de fem kommuners beredskaber. Dermed afviser de indtil videre presset for, at alle kommunernes i det tidligere Københavns Amt danner et fælles beredskab.

”Kommunerne lægger vægt på, at sammenlægningen til ét fælles beredskab vil sikre et fortsat robust og effektivt beredskab, der samtidig lever op til kravene i økonomiaftalen. De fem beredskaber har et ensartet serviceniveau og anvender i dag alle Falck til brandslukning”, oplyser borgmestrene.

Det fælles beredskab vil blive etableret som et fælleskommunalt selskab og kommer til at dække næsten 300.000 borgere.

Annonce