Ungdomsbrandkorps Aarhus har uddannet de første brandkadetter

Stationer - Aarhus 3Aarhus Ungdomsbrandkorps’ første kuld på 10 unge drenge i alderen 15-18 år er blevet færdiguddannede og fik fredag overrakt diplomer for den gennemførte uddannelse. Projektet har været en succes, og frem til 2015 vil der blive udklækket fire hold med i alt 40 brandkadetter om året.

”Samarbejdet mellem Aarhus Brandvæsen og unge fra udsatte boligområder er et godt initiativ. Der er mange facetter i brandmændenes daglige arbejde, som de unge har god gavn af at lære. Det er mit håb, at de unge brandkadetter kan blive rollemodeller i deres lokalområde, og at de kan fortælle deres venner om alle de gode ting, som de har lært hos brandvæsenet”, siger Bünyamin Simsek, der er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Styrker sociale, faglige og personlige kompetencer

Brandkadetterne får en indsigt i brandfolkenes arbejde, hvor disciplin, tillid og fællesskab er bærende værdier, som de unge kan tage med sig videre. Ungdomsbrandkorpset skal derfor styrke de unges sociale, faglige og personlige kompetencer samt give dem motivation for uddannelse og beskæftigelse. De unge får både en brandkadetuddannelse og kommer ind i et ungdomsbrandkorps med ugentlige opfølgningsmøder med brandfolkene og sociale arrangementer samt muligheden for på sigt at blive rigtige brandfolk, hvis de gennemfører deres ungdomsuddannelse.

”Ungdomsbrandkorps Aarhus er et nyt og spændende projekt i Aarhus, hvor unge får indsigt i det hårde og vigtige arbejde, som brandmændene dagligt udfører. Et arbejde, hvor man skal handle hurtigt og hjælpe andre i nød. Men også et arbejde, hvor man er en del af et fællesskab med gensidig tillid, loyalitet og en stærk disciplin”, siger Hans Halvorsen, der er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.

Positiv påvirkning

Ungdomsbrandkorps Aarhus er bygget op omkring en ung-til-ung-logik, hvor de unge påvirker hinanden positivt.  Nogle af de færdiguddannede brandkadetter vil sågar opleve at blive rollemodeller, når de selv tager imod det næste hold af rekrutter. Projektet har endvidere til formål at styrke relationen mellem Aarhus Brandvæsen og beboerne i de udsatte boligområder gennem etablering af positive relationer mellem brandfolkene og de unge brandkadetter. Det skal motivere de unge til at modarbejde chikaner og ildspåsættelser i deres boligområde.

Midlerne til projektet kommer fra Aarhus Kommunes innovationspulje og frem til 2015 vil der blive udklækket fire hold med i alt 40 brandkadetter om året. Projektet er et partnerskab mellem Aarhus Brandvæsen i Teknik og Miljø, Jobcentret i Beskæftigelsesforvaltningen, Center 10 – Aarhus High School i Børn og Unge, HotSpotcentret i Socialforvaltningen, Aarhus TECH, Brabrand Boligforening, Østjysk Bolig og Aarhus Omegn.

Annonce