Forsøg med førstehjælpsbil stopper øjeblikkeligt

Viborg Amt har med øjeblikkelig virkning stoppet det meget omtalte forsøg med en særlig førstehjælpsbil i Spøttrup kommune. Årsagen er, at firmaet bag ordningen, Redningsgården ApS, tilsyneladende er i store økonomiske vanskeligheder. I juni 2001 stillede Redningsgården førstehjælpsbilen gratis til rådighed for amtet i en forsøgsperiode, der var planlagt til at vare i to år.

Nu betyder Redningsgårdens økonomiske problemer imidlertid, at Redningsgården har ønsket en betaling på omkring en halv million om året for ordningen. Dette krav har fået Viborg Amt til med øjeblikkelig virkning at afslutte samarbejdet med Redningsgården, og førstehjælpsbilen er ikke længere i drift.

Erfaringerne fra ordningen vil dog stadig, ifølge Viborg Amt, blive evalueret som led i en evaluering af amtets akutbil i Hanstholm.

Annonce