Beredskabsminister blev ikke genvalgt

Torsten Schack Pedersen. Arkivfoto: Marie Hald

Posten som beredskabsminister var ikke nok til at sikre Venstres Torsten Schack Pedersen genvalg til Folketinget. Torsten Schack Pedersen fortsætter dog som fungerende beredskabsminister, indtil en ny regering er dannet. Det vil også være en ny regering, som skal tage stilling til, om der fortsat skal være et beredskabsministerium.

Samfundssikkerheds- og beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) fik 4.433 personlige stemmer i Nordjylland, hvor han var opstillet, men der var langt op til de ca. 15.000 stemmer, som var krævet for at få et af Venstres to mandater i kredsen.

Regeringen trådte onsdag tilbage, men regeringen og dens ministre fungerer dog i funktionerne, indtil en ny regering er tiltrådt. Efter grundloven kan fungerende ministre i deres embede kun foretage sig, hvad der er ”fornødent til embedsforretningernes uforstyrrede førelse”.

Om der overhovedet kommer en ny samfundssikkerheds- og beredskabsminister, er ukendt. Ministeriet er forholdsvis nyt, og traditionelt vil en ny regering starte med at kigge på, hvor mange ministerier, som der skal være, og hvordan opgaverne skal fordeles mellem ministerierne. Det kan dermed både føre til, at ministeriets opgaver flyttes til et andet ministerium, eller at der tværtimod sker en styrkelse, hvor ministeriet får tilført nye opgaver.

Annonce