Et brandkøretøj fra lufthavnsbrandvæsenet i New Yorks LaGuardia-lufthavn er mandag morgen blevet påkørt af et landende passagerfly. De foreløbige meldinger lyder på, at de to piloter blev dræbt, mens to brandfolk er i en alvorlig men stabil tilstand. Brandkøretøjet havde tilsyneladende fået tilladelse til at krydse landingsbanen undervejs til en alarm om røglugt i et andet fly.
Ulykken skete omkring kl. 23.38 lokal tid, kl. 04.38 dansk tid. Har havde et fly afbrudt sin start fra LaGuardia-lufthavnen og meldt om en mulig røglugt i kabinen. Derfor afsendtes lufthavnens brandberedskab.
Ifølge optagelser af radiokommunikationen anmodede et brandkøretøj (”Truck 1”) om tilladelse til, at køretøjet og medfølgende køretøjer kunne krydse landingsbanen for at nå frem til flyet. Den tilladelse fik de, men et passagerfly fra Air Canada havde også fået tilladelse til at lande på samme landingsbane. Flyvelederen forsøgte derefter at stoppe brandkøretøjet med ordene “Truck 1, stop, stop, stop!”, men kollisionen var på det tidspunkt uundgåelig. Senere siger flyvelederen “I messed up” på radioen.
De foreløbige meldinger lyder på, at begge piloter omkom, mens to brandfolk er indlagt i en alvorlig men stabil tilstand. 41 passager og besætningsmedlemmer blev indbragt til sygehuset, men de 32 er udskrevet.