Organisationer får 6,5 mio. kr. til kurser og undervisning om forberedelse på kriser

Danskernes kompetencer til at handle under en krise styrkes. Styrelsen for Samfundssikkerhed har derfor uddelt de første 6,5 mio. kr. fra en nyoprettet pulje til otte civilsamfundsorganisationer.

I aftalen på beredskabsområdet 2025-2026 blev aftalepartierne enige om at afsætte midler til en pulje, der skal give civilsamfundsorganisationer mulighed for at søge støtte til at udbyde kurser og undervisning inden for beredskab og samfundssikkerhed med det formål at styrke opmærksomhed, tryghed og kriseparathed i befolkningen. Den nye tilskudspulje til borgervendte kurser og undervisning om forberedelse på kriser udmønter i første omgang 6,5 mio. kr. i 2025.

Den første ansøgningsrunde er nu afsluttet. Styrelsen for Samfundssikkerhed har i alt modtaget 33 ansøgninger, og har behandlet ansøgningerne med udgangspunkt i vurderings- og prioriteringskriterierne fastlagt i ansøgningsvejledningen. På den baggrund udmøntes midler til følgende otte organisationer:

  • Dansk Førstehjælpsråd
  • Unge i Beredskabet
  • Grønne Nabofællesskaber
  • Diabetes Foreningen
  • Hjernesagen
  • Atlantsammenslutningen Danmark
  • Dansk Flygtningehjælp
  • SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed

(10. januar 2026)

Ærø Redningskorps får forlænget brandslukningskontrakt

Ærø Redningskorps skal fortsat stå for driften af brandstationen i Dunkær på Ærø. Beredskab Fyn har således valgt at indgå en ny kontrakt med redningskorpset om drift af brandstationen.

Kontrakten er blevet tildelt direkte til Ærø Redningskorps uden et forudgående udbud, da Beredskab Fyn vurderer, at Ærø Redningskorps er de eneste, som kan levere brandslukningsydelsen på Ærø.

(29. december 2025)

Dømt for ikke at hjælpe politifolk efter patruljevogn forulykkede

En 39-årig mand fra Jylland er blevet dømt ubetinget fængsel i ni måneder, efter at han den 16. juli 2025 flygtede fra politiet i høj fart gennem Allinge, hvilket førte til at en patruljebil forulykkede.

Den 39-årig blev kendt skyldig i forsætlig fareforvoldelse, da han flygtede fra politiet med høj hastighed gennem Allinge. Det blev vurderet, at hastigheden flere gange oversteg 100 km/t i en 50 km/t-zone, og at bilen ved mindst en lejlighed kom over i modsatte vognbane.

Derudover blev han kendt skyldig i flere overtrædelser af færdselsloven. For eksempel blev han dømt for ikke at efterkomme politiets anvisninger, da en patruljebil gav tegn til, at han skulle standse. Derimod accelererede den 39-årige, hvilket førte til at politiet eftersatte bilen. I forbindelse med mandens flugt fra politiet, forulykkede en patruljebil på Strandvejen i Allinge. Men heller ikke det fik den 39-årige mand til at stoppe. Derfor blev han også dømt for at undlade at hjælpe i forbindelse med færdselsuheldet.

Forløbet der ledte op til, at politiets patruljebil forulykkede, efterforskes stadig af Den Uafhængige Politiklagemyndigheden, som det er kutyme i sager, hvor polititjenestemænd er involveret i færdselsuheld i forbindelse med deres arbejde.

Den 39-årige ankede dommen.

(26. december 2025)

Autohjælp til Forsvarets køretøjer er i udbud

Det er en af de større autohjælpskontrakter i Danmark, som nu er sendt i udbud. Kontrakten er fire-årig og omfatter vejhjælpsassistance til alle Forsvarets og Beredskabsstyrelsens køretøjer, både civile og militære køretøjer, i Danmark og i hele Europa.

Leverandøren skal kunne tilbyde vejhjælp til alle hjulkøretøjer med en brutto køretøjsvægt på op til 110 tons. på vej med fast underlag og undtagelsesvist på løst og blødt underlag. Hovedparten af assistancerne forventes at skulle ske til køretøjer med en vægt på op til 3,5 tons brutto og i Danmark. Vejhjælp skal kunne ydes på alle årets dage.

Kontraktens værdi er noget usikker. Der er tale om en rammeaftale, og Forsvarets bedste bud er en værdi på 15 mio. kr. Men Forsvarets øgede aktivitetsniveau kan gøre, at der vil blive trukket på aftalen for et beløb helt op til 45 mio. kr.

Der er tilbudsfrist den 5. januar 2026. Prisen vil være eneste tildelingskriterium.

(14. december 2025)

Idømt 18 års fængsel for drab på ambulanceredder

En 26-årig mand er blevet idømt 18 års fængsel for at have dræbt ambulancesygeplejersken Helena Löfgren i Harmånger i Sverige.

Drabet skete i september, hvor den 26-årige selv havde slået alarm og fået tilkaldt ambulancen. Men ved ambulancens ankomst gik manden til angreb på ambulanceredderen med en kniv. Selv om hendes kollega og tililende ydede førstehjælp, stod hendes liv ikke til at redde.

Den 26-årige tilstod angrebet med kniv, men han nægtede, at han havde til hensigt at dræbe ambulanceredderen. Anklagemyndigheden ønskede ham idømt fængsel på livstid, men byretten mente ikke, at den 26-årige havde forsæt til at dræbe ambulanceredderen, og derfor blev der fastsat en tidsbegrænset straf.

Tre dage før drabet havde den 26-årige angrebet andre ambulancereddere med et baseballbat. Derfor blev han også dømt for vold.

(9. december 2025)

Stor beredskabsøvelse på Hirtshals Havn

Den 3. december 2025 vil Hirtshals Havn danne ramme om en stor beredskabsøvelse, hvor Nordjyllands Politi, Nordjyllands Beredskab, Beredskabsstyrelsen Nordjylland og Region Nordjylland samarbejder om at afprøve deres indsats i en stor, uforudset hændelse. Øvelsen, som går under navnet Øvelse Tordenskjold, har til formål at styrke samarbejdet mellem myndighederne og træne deres evne til at håndtere komplekse situationer på en effektiv måde.

Øvelsen finder sted på Containerkajen 4 på Hirtshals Havn, en af Danmarks vigtigste havneforbindelser, i perioden 17:00 til 21:00, men der vil også kunne ses aktivitet før og efter dette tidsrum. Der vil være opmarch af køretøjer og delvis afspærring på havnens område, og der vil kunne høres udrykningssirener under øvelsen.

Øvelseslederen, politiassistent fra Nordjyllands Politi, Morten Haack, understreger vigtigheden af samarbejdet mellem myndighederne: ”Tordenskjold er en vigtig øvelse i, hvordan myndigheder samarbejder. I en situation, hvor flere myndigheder skal agere hurtigt og koordineret, er det essentielt, at vi kender hinandens procedurer og arbejdsgange. Ved at træne dette i et realistisk miljø, får vi ikke kun testet vores tekniske færdigheder, men også vores evne til at håndtere de menneskelige og logistiske udfordringer, der opstår i en stor hændelse.”

Øvelsen vil give Hirtshals Havn mulighed for at afprøve deres beredskabsplaner og sikre, at de er rustet til at håndtere eventuelle nødsituationer, som kunne opstå i den travle havn. Hirtshals Havn spiller en central rolle i Danmarks import og eksport, og både gods og passagerer transporteres hver dag gennem det logistiske knudepunkt – hvilket gør det endnu mere vigtigt at have et velfungerende beredskab i tilfælde af uforudsete hændelser.

Klavs Bojsen, beredskabsinspektør i Nordjyllands Beredskab, understreger vigtigheden af at være godt forberedt: ”Hirtshals Havn er et kritisk knudepunkt for både handel og transport, og en beredskabsøvelse som denne er vigtig for at sikre, at alle parter kan reagere hurtigt og effektivt, hvis uheldet er ude. Vi træner i at håndtere både brand, kemikalieudslip og andre store hændelser, som kan opstå i et havnemiljø. Samarbejdet mellem myndighederne er derfor en hjørnesten i øvelsen.”

(2. december 2025)

App fra Beredskabsstyrelsen skal hjælpe ukrainere i krig

Gennem mange år har det danske redningsberedskab brugt Beredskabsstyrelsens app ”Farlige Stoffer” som et elektronisk opslagsværk, når de er ude til hændelser med farlige kemiske stoffer.

Appen har sidenhen vakt positiv opsigt ud over Danmarks grænser. Efter gode erfaringer med appen fra øvelser i Danmark har kursister fra den ukrainske beredskabsstyrelse, State Emergency Service of Ukraine (SESU), nemlig anmodet om at få udviklet en ukrainsk udgave af ”Farlige Stoffer”.

Efter en række tests i Ukraine er den ukrainske udgave nu færdigudviklet og klar til brug.

Appen kan anvendes som et opslagsværk af blandt andet de operative enheder i den ukrainske beredskabsstyrelse til at finde relevant information om kemiske stoffer og indsatsmuligheder ved for eksempel et kemikalieuheld. Desuden giver appen mulighed for, at sundhedspersonale kan få et indblik i hvilke symptomer og behandlingsmuligheder, der er for et givent kemikalie.

Appen er gratis og kan anvendes uden internetadgang.

(24. november 2025)

Skal i fængsel for at sparke redder

En 68-årig kvinde skal bag tremmer, efter at hun blandt andet er fundet skyldig i vold og overtrædelse af knivloven. Under kørsel i en sygetransportvogn fra Falck sparkede kvinden nemlig redderen i maven med sin højre fod. Dette skete den 6. september 2025.

Men ulovlighederne startede ugen forinden, oplyser TV2/Bornholm. Den 29. august 2025 bestilte den 68-årige kvinde nemlig en taxa, der skulle køre hende til Bornholms Hospital. Den tiltalte havde dog ingen intention om at betale for turen, der løb op i omkring 600 kroner. Senere samme dag på politigården i Rønne fandt politiet, at kvinden var i besiddelse af en rød hobbykniv, der overtrådte knivloven. Kvinden havde kniven på sig under den ovenstående taxatur og en efterfølgende lægeundersøgelse på Bornholms Hospital.

De forskellige forhold har ved Retten på Bornholm udløst en dom på tre måneders ubetinget fængsel.

(22. november 2025)

Ungdomsbrandkorps udvider dækningen til Hvidovre

Hvidovre Kommune har i den seneste budgetaftale afsat midler til at tilbyde unge en plads på et forløb i Hovedstadens Beredskabs ungdomsbrandkorps, og de nye kadetter skal som noget nyt også skal have deres gang på brandstationen i Hvidovre.

Ungdomsbrandkorpset giver elever i udskolingen mulighed for et sceneskift og et frirum fra skolebænken med målet om at øge de unges aktive deltagelse i skolen og styrke deres sociale og faglige kompetencer. Hvidovre Kommune har prioriteret øgede midler i deres seneste budget til en endnu stærkere forankring i kommunen. Derudover er der afsat penge til klargøring af station Hvidovre, så rammerne er klar til de unge kadetter.

”Vi ser det som en stor tillidserklæring fra Hvidovre Kommune og vi er stolte af, at politikerne prioriterer netop vores indsats for unge, der har brug for et pusterum fra skolebænken. Vi har haft kadetter fra kommunen det sidste års tid og glæder os til at kunne gøre endnu mere for de unge i lokalområdet”, siger Jakob Vedsted Andersen, der er beredskabsdirektør i Hovedstadens Beredskab.

Der er i 2026 afsat 0,75 mio. kr. som varige midler til brandkadethold og 0,5 mio. kr. i engangsbevilling i 2026 til at kunne etablere faciliteter til brandkadethold på Hvidovres brandstation.

Ungdomsbrandkorpset hos Hovedstadens Beredskab blander kadetter fra København, Frederiksberg og Hvidovre kommuner.

(18. november 2025)

Nyborg køber en ekstra tankvogn

Egentlig ville Beredskab Fyn spare 2. tankvognen på brandstationen i Nyborg væk. Det skulle ske som led i en spareplan, hvor i alt fire køretøjer på fire brandstationer skal udfases, ligesom normeringen af brandfolk skulle reduceres på to stationer – herunder Nyborg.

Imidlertid har Nyborg Kommune besluttet, at man vil tilkøbe 2. tankvognen og den tilhørende bemanding. Det koster kommunen en ekstraregning på 281.000 kr. om året til Beredskab Fyn.

(12. november 2025)

Skimmelsvamp lukker politistation

Politistationen i Varde lukkes midlertidigt på grund af mistanke om skimmelsvamp i bygningen. Der gennemføres nu test af hele bygningen, og medarbejderne bliver midlertidigt flyttet til andre politistationer i politikredsen.

”Vi håber på borgernes forståelse, og jeg kan forsikre om, at den patruljemæssige dækning af området er uændret, ligesom vi opretter en midlertidig borgerekspedition udenfor bygningen, så borgerne i Varde ikke vil blive påvirket af den midlertidige lukning”, siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiets beredskabspatruljer vil fortsat køre ud fra politistationen i Varde, og borgerekspeditionen flyttes udenfor:

”Vi placerer en mobil politistation på bagsiden af politistationen og sætter en vejledning på døren i Storegade, så man kan se, hvor man finder os. Den mobile politistation kan klare de samme opgaver, som vores borgerekspedition på stationen kan”, forklarer Søren Rønnov.

Politistationen i Varde er indtil videre lukket indtil udgangen af uge 46.

(8. november 2025)

Seks beredskaber går sammen om køb af sprøjter og tankvogne

Beredskab Øst, Midtjysk Brand og Redning, Beredskab 4K, Midt- og Sydsjællands Brand og Redning, Lejre Brandvæsen og Nordsjællands Brandvæsen har iværksat et fælles udbud af nye autosprøjter og tankvogne.

Udbuddet omfatter 31 køretøjer, herunder levering af reservedele, med en anslået værdi på i alt 110 mio. kr. Der er tilbudsfrist den 10. december 2025.

Det aktuelle udbud er led i et samlet indkøb på ca. 70 køretøjer for i alt 11 beredskaber, som opdeles i to særskilte udbud.

(30. oktober 2025)

Får mere frihed til at ændre på beredskabsmeddelelser

Når medierne fremover udsender beredskabsmeddelelser fra myndighederne, så vil de ikke længere være forpligtede til at gengive meddelelserne ordret. I stedet skal de blot gengives loyalt. Det fremgår af en ny bekendtgørelse, som Kulturministeriet har sendt i høring.

Med ændringen gives medierne fleksibilitet til at korrigere evt. sproglige fejl og uklarheder, inden beredskabsmeddelelsen udsendes. Samtidig forligtes medierne dog til at gengive indholdet, uden at der foretages ændringer herudover. Der må således fortsat ikke ske redaktionel bearbejdelse af beredskabsmeddelelsen, oplyser Kulturministeriet.

Det er DR, TV 2 og TV 2’s regionale stationer, som er forpligtede til at udsende beredskabsmeddelelser.

(27. oktober 2025)

Beredskabsstyrelsen skal spare på tilsyn

Beredskabsstyrelsen skal spare 1,7 mio. kr. om året gennem en nedjustering af tilsynet med uddannelse for redningsberedskabet samt de kommunale redningsberedskaber. Det fremgår af den nye finanslovsaftale mellem regeringen og Konservative.

Konkret betyder besparelsen, at Beredskabsstyrelsen skal nedlægge 2,5 stillinger.

(26. oktober 2025)

Brug for flere hjertestartere – på rette sted

I Danmark har vi gennem de seneste 20 år haft fokus på at opsætte og registrere hjertestartere, og vi har på dette område vist vejen for mange andre lande og områder i verden. Men vi kan stadig blive bedre. I Dansk Råd for Genoplivning oplever man en stor interesse for at hænge hjertestartere op rundt omkring i landet, og det er meget positivt, men det er også vigtigt, at vi med hjælp fra bl.a. forskning kigger på, hvor hjertestarterne kan gøre mest gavn, lyder det fra organisationen.

“Det går godt i Danmark, når det gælder genoplivning ved hjertestop uden for hospital, men vi ser stadig et potentiale i, at flere får stød med en hjertestarter, inden ambulancen ankommer. For vi oplever, at der er masser af borgere, der gerne vil træde til, og vi håber at få sat fokus på, at man får hængt hjertestartere op, hvor behovet er størst”, siger Stine Strandkjær, der er direktør i Dansk Råd for Genoplivning, og fortsætter:

“Vi er rigtig glade for, at danske forskere med erfaring fra forskningsprojektet NordStart, der blev igangsat af Hjerteforeningen og MelsenFonden, har givet deres bud på de mest relevante placeringer af hjertestartere i alle landets 98 kommuner. Det er meget spændende og kan sammen med befolkningens fortsatte engagement bidrage til, at flere med hjertestop kan få hurtig hjælp”.

Der er i dag registreret 26.401 hjertestartere på Hjertestarter-Netværket, hvoraf 18.983 (72 pct.) hjertestartere er døgntilgængelige. Det sundhedsfaglige personale på 1-1-2 bruger bl.a. Hjertestarter-Netværket til at henvise folk til nærmeste tilgængelige hjertestarter, når de ringer, og der er tale om et hjertestop. På samme måde bliver hjerteløbere via hjerteløber-appen henvist til de nærmeste hjertestartere, når de accepterer en alarm.

(18. oktober 2025)

Flere måtte have hjælp på havet denne sommer

På trods af en vejrmæssigt dårlig start, steg Dansk Søredningsselskabs antal af assistancer og redninger på havet hen over sommeren. Antallet af personer, der havde brug for hjælp i de indre danske farvande, steg denne sommer med 5 pct. sammenlignet med sidste år. I alt rykkede redningsbådene fra Dansk Søredningsselskab ud 846 gange for at assistere nødstedte på havet. Tallene dækker perioden fra 1. januar til 31. august, og hovedparten af stigningen ligger i de tre sommermåneder.

Opgørelsen fra Dansk Søredningsselskab viser store regionale forskelle. Stationerne i København og Juelsminde har haft de største stigninger. I København er antallet af redninger næsten fordoblet i forhold til samme periode sidste år. Stationen i Lynæs er som sædvanligt topscorer, mens Helsingør, der plejer at ligge i toppen, har haft færre udkald. Det samme gælder stationen i Løgstør, mens Struer har oplevet en stigning i antallet af udrykninger.

Som altid er det motorstop, der udløser flest assistancer – tæt fulgt af grundstødninger. 33 af assistancerne er klassificeret som SAR-missioner, hvor der har været liv på spil.

(14. oktober 2025)

Politiet forlader X som kommunikationsplatform fra 2026

Politiet er en myndighed, der dagligt har et stort behov for at kommunikere til offentligheden om alt lige fra trafikale hændelser til efterlysninger af kriminelle. Politiet råder i dag over forskellige kanaler til kommunikation, og fra januar 2026 vil politiet tage en ny i brug. Den nye kanal får navnet POLITI UPDATE og vil være at finde på forsiden af politi.dk og på politiupdate.dk. Borgere, journalister og andre, der gerne vil følge med i politiets kommunikation, kan samtidig abonnere på opdateringer fra POLITI UPDATE.

“Jeg ser meget frem til, at vi nu får vores egen kommunikationskanal, hvorpå vi vil være først og hurtigst med korrekte og relevante informationer om aktuelle politiforretninger, mens de pågår, til befolkningen og medierne. Det er ingen hemmelighed, at vi har skelet til vores nordiske kollegaer, hvor man også har lignende meddelelseskanaler, og hvor man har gode erfaringer med kommunikationsformatet”, siger René Gyldensten, der er kommunikationschef i Rigspolitiet,

Med indfasningen af POLITI UPDATE vil politiet samtidig udfase tilstedeværelsen på det sociale medie X, der i over 10 år har fungeret som primær kanal for den politikommunikation, der har operativ karakter. “POLITI UPDATE er ikke et nyt socialt medie, som politiet skal drive. Det er en traditionel kommunikationskanal, hvor vi har haft fuld indflydelse på udviklingen af et nyt og spændende meddelelsesformat, og hvor vi har sikret en demokratisk adgang til politiets informationer. Vi har ladet os inspirere af de sociale mediers korte og umiddelbare format, men undgår, at der i et kommentarspor eksempelvis deles ulovlige oplysninger”, siger René Gyldensten.

Politiet vil fortsat være tilstede på de kanaler, hvor kommunikationen ikke på samme måde er af operativ karakter. Politiet vil også fortsat udsende traditionelle pressemeddelelser og døgnrapporter m.m. Vil man gerne tippe politiet med nyttige oplysninger, kan man fortsat gøre det via politi.dk.

(13. oktober 2025)

Beredskabsstyrelsen anskaffer 12 CAFS-anlæg og 12 skæreslukkere

Beredskabsstyrelsen har besluttet at anskaffe 12 Compressed Air Foam System (CAFS)-anlæg og 12 skæreslukkere til brug for uddannelse af værnepligtige i Beredskabsstyrelsen. Materiellet anskaffes ved det østrigske selskab Rosenbauer. Prisen på anskaffelsen er fastsat til 7 mio. kr.

Anskaffelsen sker uden udbud under henvisning til, at der er tale om et nyt lovkrav om, at de værnepligtige skal gennemgå træning med dette materiel, selv om Beredskabsstyrelsen på nuværende tidspunkt ikke har det tilgængeligt. Lovkravet træder i kraft pr. 1. januar 2026, og leveringstiden på materiellet beregnes til 3-3,5 måneder. Materiellet skal derfor anskaffes med meget kort varsel, og der må derfor dispenseres fra sædvanlige udbudsprocedurer.

(12. oktober 2025)

Psykiatrifagligt personale er snart til rådighed ved 112-opkald i Region Syddanmark

Fra 1. december 2025 får borgere og pårørende i Region Syddanmark én samlet indgang til akut psykiatrisk hjælp. Fremover kan man via 112 og lægevagten blive stillet direkte videre til sundhedsfaglige medarbejdere med psykiatrikompetencer, så den rette hjælp kan komme hurtigere frem. Den nye ordning forankres på AMK-vagtcentralen, der allerede håndterer alle 112-opkald. Her ansættes sundhedsfaglige medarbejdere med psykiatrikompetencer til at arbejde tæt sammen med både somatiske og psykiatriske beredskaber, så hjælpen hurtigt kan tilpasses den enkelte situation.

Initiativet er en del af den nationale 10-årsplan for psykiatrien og Region Syddanmarks kommende psykiatriplan 2026-2032. Det finansieres af statslige midler til styrket akutpsykiatri. Regionen afsætter i første omgang 5,1 mio. kr. i 2025 og 20,1 mio. kr. i 2026 til implementeringen.

(10. oktober 2025)

Lovforslag styrker overblikket over landets beskyttelsesrum

Et nyt lovforslag, der følger op på det eftersyn af reguleringen på beskyttelsesrumsområdet, som ministeren for samfundssikkerhed og beredskab igangsatte i foråret, er netop sendt i offentlig høring. Lovforslaget vil blandt andet give bedre mulighed for at skabe overblik over og styre udviklingen i kapaciteten af beskyttelsesrum i Danmark.

Med lovforslaget lægges der konkret op til følgende ændringer: (1) Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab overtager kommunernes beføjelse til at indføre sikringsrumspligt. (2) Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab får hjemmel til at påbyde kommuner at opføre nye offentlige beskyttelsesrum, hvis væsentlige civile beredskabsformål tilsiger det. (3) Tydeliggørelse af ministeren for samfundssikkerhed og beredskabs hjemmel til at fastsætte et klargøringsvarsel. (4) Indførelse af nye indberetningspligter for kommunerne vedrørende kapaciteten af beskyttelsesrum, og en tydeliggørelse af vedligeholdelsespligten for offentlige beskyttelsesrum og sikringsrum (5) Tydeliggørelse af kommunernes tilsyn med bygningsejeres overholdelse af regler om sikringsrum. (6) Styrelsen for Samfundssikkerhed skal fremover føre tilsyn med kommunernes overholdelse af reguleringen på området.

(9. oktober 2025)