Fire ud af 10 danskere føler sig ikke klar til at yde genoplivning

En ny undersøgelse viser, at 37 pct. af danskerne ikke føler sig klædt på til at yde genoplivning, hvis de bliver vidne til et hjertestop. Andelen har stort set ikke ændret sig siden 2022. Samtidig svarer 30 pct., at det er mere end 10 år siden, de senest har været på kursus i genoplivning. Hjerteforeningen er bekymret over resultaterne og efterlyser en større indsats for at gøre danskerne trygge ved at træde til ved hjertestop.

Mere end hver tredje dansker føler sig ikke tilstrækkeligt klædt på til at yde genoplivning, hvis et menneske falder om med hjertestop. Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Verian har gennemført for Hjerteforeningen.

I undersøgelsen svarer 37 pct., at de ikke føler sig klædt på til at yde genoplivning. Andelen har stort set været uændret siden 2022, og det bekymrer Hjerteforeningen.

“Hjertestop kan opstå ud af det blå. Og når det sker, ved vi, at hvert minut tæller. Derfor bekymrer det mig, at knap 4 ud af 10 danskere ikke føler sig klædt på til at træde til. Og ikke mindst, at vi stort set ikke har rykket os de seneste år”, siger Morten Ørsted-Rasmussen, der er administrerende direktør i Hjerteforeningen.

Tre ud af 10 har ikke været på kursus i over 10 år

Undersøgelsen viser også, at mange danskere ikke har fået genopfrisket deres viden om genoplivning i en længere årrække. Således svarer 30 pct., at der er gået mere end 10 år, siden de senest har deltaget i et kursus i genoplivning.

Det er ifølge Hjerteforeningen et oplagt område at sætte ind på, hvis flere danskere skal føle sig trygge ved at hjælpe, når et menneske får hjertestop.

“Vi skal gøre det let og naturligt at lære og få genopfrisket, hvad man skal gøre ved et hjertestop. Når tre ud af ti siger, at der er gået mere end ti år siden deres seneste kursus, så fortæller det mig, at vi har noget at arbejde med”, siger Morten Ørsted-Rasmussen.

Hjerteforeningen tilbyder blandt andet Hjerteredderkurser, som mere end 190.000 danskere har gennemført. Omkring 200 frivillige instruktører underviser i genoplivning rundt om i landet.

Stor forskel på overlevelsen ved hjertestop

Omkring 5.000 danskere får hvert år hjertestop uden for hospital. Det svarer til omkring 14 personer om dagen. Ifølge Hjerteforeningen overlever omkring 14 pct. et hjertestop uden for hospital.

Der er imidlertid stor forskel på overlevelsen, afhængigt af om der bliver ydet hjælp, inden ambulancen ankommer. Hvis ingen træder til med genoplivning, overlever omkring én ud af 25. Hvis der bliver givet hjertelungeredning, overlever omkring én ud af syv.

Hvis der både bliver givet hjertelungeredning og stød med en hjertestarter inden ambulancens ankomst, overlever omkring én ud af tre.

Hjerteforeningen fremhæver, at overlevelsen efter hjertestop er firedoblet gennem de seneste 20 år. Men de nye undersøgelsesresultater viser ifølge organisationen, at der fortsat er et betydeligt potentiale for forbedringer.

“For mig skal genoplivning derfor være en folkesag. Vi kan være stolte af de store fremskridt, vi har gjort på genoplivningsområdet i Danmark. Gennem de sidste 20 år er overlevelsen fire-doblet. Men det må ikke blive en sovepude. For med hurtig og korrekt handling har langt flere mulighed for at overleve”, siger Morten Ørsted-Rasmussen.

Han understreger, at der ikke findes én enkel løsning, men at det er en fælles samfundsopgave at gøre flere danskere trygge ved at yde genoplivning.

Annonce