Fordobling af chefgruppen skal øge robustheden hos Lejre Brandvæsen

Lejre Brandvæsen er i en sårbar situation med den nuværende bemanding, hvor der kun er to fastansatte ledere. Derfor vil kommunen nu investere 1,7 mio. kr. om året i en væsentlig forøgelse af bemandingen, således at der ansættes to ekstra ledere – en viceberedskabschef og en beredskabsinspektør.

Lejre Brandvæsen blev selvstændigt i 2021 efter at have været en del af det fælleskommunale Vestsjællands Brandvæsen. Siden da har det dog flere gange været nødvendigt at tilføre flere midler til brandvæsenet, da det budget, som et revisionsfirma udarbejdede for exiten fra Vestsjællands Brandvæsen, ikke har været holdbart.

I dag er Lejre Brandvæsen et af landets mindste brandvæsener, og den faste bemanding består af en beredskabschef, en beredskabsinspektør og en administrativ medarbejder på 10 timer om ugen. Dertil kommer deltidsbrandfolkene på de to brandstationer i Kirke Hyllinge og Hvalsø.

Ifølge Lejre Kommune er bemandingen imidlertid for lille. Dermed er der opstået en sårbar situation, fordi det ikke er muligt at have det kriseberedskab, som ellers er beskrevet i Lejre Kommunes beredskabsplaner og den risikobaserede dimensionering. Derudover er der en væsentlig risiko for, at Lejre Kommune ikke har tilstrækkelige ressourcer til at varetage den daglige drift, herunder lovpligtige brandsyn og opdatering af beredskabsplaner i henhold til lovgivning.

Kommunen peger på, at når beredskabschefen har ferie, kan der f.eks. ikke stilles bemanding til den regionale og nationale beredskabskoordinering. Det har ført til, at den nuværende beredskabschef har ferie til gode.  Endvidere skal Lejre Brandvæsen problemer med at håndtere de daglige administrative opgaver, herunder også et kommende chefskifte grundet pension.

Vil ansætte to ekstra chefer

Derfor vil kommunen nu øge bemandingen, således at der ansættes en viceberedskabschef og en ekstra beredskabsinspektør. Det vil koste omkring 1,7 mio. kr. om året. Dermed sker der en betydelig forøgelse af brandvæsenets budget, der i dag er på i alt 8,1 mio. kr. Men med den udvidelse sikres der efter kommunens vurdering en robust beredskabsindsats her og nu, og en base for at udvikle en bæredygtig retning for fremtiden.

Næste fase bliver en vurdering af, hvordan det operative beredskab skal organiseres. Her vil kommunen i løbet af 2026 kigge på, om der skal anvendes fuldtidsbrandfolk, om der skal ske et øget samarbejde med andre kommunale forvaltninger eller om beredskabet skal drives i samarbejde med nabokommuner eller udliciteres til Falck.

Annonce