Frivillige brandværn er trygge ved fremtiden

De frivillige brandværn i Sønderjylland mener ikke, at hverken kommunale brandvæsener eller Falck kan levere en billigere brandslukning. De små brandværn frygter ikke konkurrencen i forbindelse med de nye store kommuner. Det var meldingen fra formanden for Sønderjysk Frivillige Brandværnsforbund på de 74 brandværns årsmødet lørdag.

“Det er spændende at følge strukturen i de nye kommuner, men jeg tror ikke, at der bliver rørt ved antallet af frivillige brandværn de første mange år”, lød det fra formanden, Nels Thorsgaard, på årsmødet i Bovrup ved Aabenraa, oplyser DR Syd.

74 frivillige brandværn står for beredskabet i en række af de sønderjyske kommuner, og for Nels Thorsgaard er der ikke tvivl om, at de vil bestå i mange år fremover. Han erkender, at mange kommuner utvivlsomt vil kigge beredskaberne efter i sømmene og overveje muligheden for at udlicitere det til et privat selskab, typisk Falck, men den konkurrence frygter han ikke. “Alle beregninger viser, at det er billigere for kommunerne at lade beredskabet bestå af de frivillige værn i stedet for at udlicitere dem eller lave kommunale brandvæsener”, siger Nels Thorsgaard.

Samme holdning lød fra Lundtofte Kommunes borgmester, Hans Phillip Tiethje. “Der er god økonomi i at have de frivillige brandværn”, lød det fra borgmesteren, der samtidig påpegede, at kommunerne naturligvis skal stille de nødvendige ressourcer til rådighed.

Annonce