Opgiver statslig beredskabskommission – erstattes af ekspertpanel

Torsten Schack Pedersen. Arkivfoto: Marie Hald

Beredskabsminister Torsten Schack Pedersen har opgivet planen om at nedsætte en statslig beredskabskommission, der blandt andet skulle kigge nærmere på det nye beredskabsministeriums opgaver. I stedet vil ministeren nu nedsætte et ekspertpanel, som skal rådgive regeringen.

Sidste år lancerede beredskabsminister Torsten Schack Pedersen planen om at nedsætte en statslig beredskabskommissionen, der blandt skulle afklare, om Beredskabsministeriet skulle have yderligere magt, så det kunne pålægge f.eks. andre myndigheder at styrke deres beredskab. I dag kan Beredskabsministeriet kun komme med anbefalinger.

Men nu er den plan opgivet.

”Risikobilledet og den sikkerhedspolitiske situation gør, at arbejdet om styrket samfundssikkerhed accelereres og organiseres mere fleksibelt. Det arbejde er myndighederne allerede i fuld gang med, men der skal sættes ekstra fart på. Tiden er derfor heller ikke til en kommission i traditionel forstand. Men det er rigtig vigtigt for mig, at vi fortsat inddrager eksperter på beredskabsområdet. Derfor kommer jeg i stedet til at nedsætte et ekspertpanel, som skal rådgive regeringen og myndighederne. Det gør, at vi kan rykke hurtigere på de områder, som virkelig kræver det”, siger Torsten Schack Pedersen.

Har iværksat flere analyser

For cirka tre uger siden udkom det nye nationale risikobillede, som viste, at Danmark står over for det mest alvorlige risiko- og trusselsbillede siden 2. verdenskrig. Det er på den baggrund, at Torsten Schack Pedersen har besluttet at igangsætte en række tværgående sårbarhedsanalyser og nedsætte ekspertpanelet, som skal rådgive regeringen på udvalgte emner.

Udover de nye initiativer er der iværksat en analyse af civilbeskyttelsesområdet og etableret et erhvervsforum for samfundssikkerhed og beredskab. Der er ligeledes igangsat et større arbejde med at gennemgå og om nødvendigt styrke beredskabet på tværs af sektorer.

Annonce