Med henblik på at styrke koordinationen mellem myndighederne i tilfælde af større kriser i Danmark er der oprettet en national operativ stab (NOST). NOST varetager koordinationsopgaver i forbindelse med større hændelser, katastrofer og sikkerhedsmæssige trusler, herunder terrorhandlinger i Danmark. De faste medlemmer er Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste, Forsvarskommandoen, Forsvarets Efterretningstjeneste, Beredskabsstyrelsen, Sundhedsstyrelsen og Udenrigsministeriet.
Vil oprette døgnbemandet situationscenter for at styrke krisehåndteringen
Regeringen vil investere i et nyt fælles 24/7-situationscenter som led i en styrket understøttelse af myndighedernes krisestyring. Det fælles situationscenter etableres for at understøtte den Nationale Operative Stab (NOST). Situationscenteret skal monitorere døgnet rundt og kunne analysere data på tværs af myndigheder for at skabe et mere fyldestgørende situationsbillede.