Tab af ambulancekørsel giver underskud hos ø-redningskorps

Arkivfoto: Michael G. Madsen

Da BIOS vandt udbuddet af størstedelen af ambulancekørslen i Region Syddanmark, betød det også et slut på en epoke for det familieejede Ærø Redningskorps, der hidtil havde været underleverandør for Falck på Ærø. Økonomisk har det også haft konsekvenser for redningskorpset, der i 2016 fik halveret sin bruttofortjeneste – og endte året med et underskud.

Ærø Redningskorps, der ejes af Kurt Groth Hansen og blev etableret i 1934, stod frem til BIOS’ udbudssejr for ambulancekørslen på Ærø som underleverandør for Falck. I dag er selskabets aktiviteter imidlertid reduceret til brandslukning og autohjælp samt vognmands- og entreprenøropgaver.

Det kan også ses i regnskabet for 2016, hvor redningskorpsets bruttofortjeneste blev mere end halveret fra 6,8 mio. kr. til 3,3 mio. kr. Samtidig faldt lønudgifterne dog også fra 5,6 mio. kr. til 3 mio. kr., og Ærø Redningskorps har nu kun seks fuldtidsansatte medarbejdere. Bundlinjen for 2016 blev et underskud på 19.740 kr.

Ærø Redningskorps er dog stadig et bundsolidt selskab, der blandt andet har en større beholdning af værdipapirer, så der er omsætningsaktiver for næsten 12 mio. kr. Redningskorpset har stort set ikke nogen gæld, og egenkapitalen – som er forskellen mellem aktiver og passiver – er på hele 14,8 mio. kr.

Redningskorpset forventer, at 2017 vil ende med et overskud.

Annonce