
Efter mange år med underskud eller meget små overskud er den norske Viking-koncern nu begyndt at tjene noget større penge på koncernens autohjælpsaktiviteter i Danmark. Sidste år fik Viking således et overskud på 4,6 mio. kr. I år forventer Viking, at både omsætningen og antallet af assistancer stiger.
Vikings etablering på autohjælpsmarkedet i Danmark har været en dyr fornøjelse for den kapitalfondsejede norske koncern. Med underskud på op til 24 mio. kr. om året har Viking således tabt penge siden etableringen i 2012. Men i 2022 fik Viking det første egentlige overskud, selv om det kun var på beskedne 0,8 mio. kr., og samme niveau landede overskuddet på i 2023.
I 2024 har Viking imidlertid fået et overskud på 4,6 mio. kr., og dermed begynder den danske autohjælpsforretning at kunne betale sig. Vikings bruttofortjeneste – som er omsætningen fratrukket de variable omkostninger – steg fra 15,6 mio. kr. i 2023 til 21,5 mio. kr. i 2024. Antallet af medarbejdere steg dog kun fra 25 til 27, og dermed kunne omkostningerne holdes nede.
Viking forventer en fortsat positiv udvikling i både omsætningen og antallet af assistancer i 2025.
Viking har ikke selv stationer i Danmark, men har aftaler med et netværk af selvstændige autohjælpsvirksomheder, der udfører de danske autohjælpsopgaver via en vagtcentral, som Viking driver.