Både akutberedskabet og totalberedskabet omtales i regeringsgrundlaget for den nye S-SF-M-R-regering. Men for begge dele af beredskabet er der tale om meget runde og uforpligtende tilkendegivelser, der ikke nærmere beskriver, hvordan den nye regering konkret vil styrke beredskabet.
Regeringsgrundlaget for den nye regering, der kalder sig firkløverregeringen, blev offentliggjort tirsdag eftermiddag. Beredskabet indgår i regeringsgrundlaget, om end der ikke lanceres konkrete tiltag.
Om det præhospitale akutberedskab fremgår følgende af regeringsgrundlaget som et tiltag af strukturel karakter:
”Styrke akutberedskabet i samarbejde med regionerne, så alle borgere kan have tillid til hurtig og kvalificeret hjælp, uanset hvor i landet de bor, ved bl.a. mere ensartede standarder, stærkere national koordinering og bedre sammenhæng i akutindsatsen på tværs af landet. Flere akutte forløb skal kunne håndteres tættere på borgeren, når det er fagligt forsvarligt, så særligt ældre og sårbare patienter undgår unødige indlæggelser”.
Om totalberedskabet skriver regeringen:
”Regeringen ønsker, at Danmark får et totalberedskab, herunder en styrket indsats mod cyberangreb og sabotage og bedre beskyttelse og overvågning af kritisk infrastruktur og el- og vandforsyning. Evnen til at opdage trusler og forebygge hybridangreb er afgørende for Danmarks sikkerhed. Arbejdet med totalberedskabet skal ske i tæt samarbejde på tværs af myndigheder, kommuner, virksomheder og civilorganisationer”.
Som et lidt mere konkret initiativ anføres i regeringsgrundlaget:
”Sikre de nødvendige ressourcer til, at DR kan udkomme under alle tænkelige krisesituationer, og som opdaterer DR’s forpligtelser inden for beredskab, der modsvarer det skærpede trusselsbillede”.