Brandtekniske uddannelser skal nu revideres

Arkivfoto: Hovedstadens Beredskab

De brandtekniske uddannelser skal revideres, så de kommunale beredskaber kan blive klædt på til fremtidens brandforebyggende opgaver. Revisionen skal bl.a. opdatere og højne kompetenceniveauet på det brandforebyggende område og give større fleksibilitet. Som led i revisionen er det slut med kravet om en holdleder-uddannelse for at kunne optages på de brandtekniske kurser.

De kommunale beredskaber oplever i disse år en markant udvikling inden for det forebyggende område. Udviklingen drives bl.a. af en stigende kompleksitet i nyt byggeri, f.eks. som følge af alternative – ofte grønne – byggemetoder og ny teknologi. Dermed bliver beredskabernes brandtekniske sagsbehandling og lovpligtige brandsyn stadig mere komplicerede. Det stiller højere krav til medarbejdernes kompetenceniveau.

Det er baggrunden for, at de brandtekniske uddannelser nu skal revideres.

Revisionen skal bidrage til at tilgodese en stigende efterspørgsel fra KL og de kommunale beredskaber efter viden og kompetencer. Dermed ligger revisionen i tråd med den politiske aftale om beredskabsområdet, som bl.a. har fokus på netop uddannelse.

Revisionen har først og fremmest til formål at opdatere uddannelsernes faglige indhold. Bl.a. tilføjes nye emner vedr. brandteknisk dokumentation, komplicerede brandtekniske installationer og alternative byggematerialer.

Samtidig ændres uddannelsernes struktur, så de kommunale beredskaber opnår større fleksibilitet i tilrettelæggelsen af deres forebyggende arbejde. Eksempelvis vil medarbejdere hurtigere end i dag kunne foretage simple brandsyn.

Endelig ændres uddannelsernes adgangskrav. Fremover vil kursister, der ikke er uddannede holdledere, kunne optages på de brandtekniske kurser, hvis de gennemfører forberedende kurser. De ændrede adgangskrav vil dels bidrage til at sikre, at kursisterne har de nødvendige forudsætninger for at gennemføre uddannelserne, dels frigive pladser på holdlederuddannelserne til personale, der skal varetage operative opgaver i beredskaberne.

Ændring af bekendtgørelse på vej

Revisionen forudsætter en ændring af bekendtgørelsen om personel i redningsberedskabet, som fastlægger rammerne for de brandtekniske uddannelser. Ændringsbekendtgørelsen sendes nu i offentlig høring. Herefter vil de første kursister efter planen kunne starte på de reviderede uddannelser i november 2025.

”De kommunale redningsberedskaber oplever et stigende kompetencebehov, ikke mindst i forbindelse med brandsyn af komplekse byggerier og godkendelser af brandfarlige virksomheder. Det behov bidrager vi nu til at imødekomme ved en gennemgribende revision af de brandtekniske uddannelser. Derfor glæder det mig, at de første kursister forventeligt i løbet af i år kan starte på de reviderede uddannelser”, siger ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen.

”De brandtekniske uddannelser er basisniveauet for at kunne udøve brandmyndighedsarbejdet med brandsyn og sagsbehandling af brandtekniske installationer samt virksomheder. Det er vigtigt, at basis tilpasses samfundsudviklingen og nye risici, og de kommunale beredskaber hilser revisionen velkommen, siger Jarl Vagn Hansen, der er formand for Danske Beredskaber.

Annonce