
I disse dage drøfter NATO-landene, om der fremover skal bruges 5 pct. af BNP på forsvar. Hvis det som ventet vedtages, vil der blive endnu længere ned til den andel af BNP, som anvendes på det statslige og kommunale beredskab i Danmark. En ny opgørelse viser nemlig, at udgifterne til beredskabet kun udgør 0,1 pct. af BNP – svarende til 351 kr. pr. indbygger.
Den nye opgørelse viser, at det samlede danske redningsberedskab i 2024 kostede 2,1 mia. kr. Det fordeler sig med 371 mio. kr. til det statslige beredskab og 1,7 mia. kr. til de kommunale beredskaber.
Opgjort som andel af bruttonationalproduktet (BNP) udgjorde udgifterne til redningsberedskabet 0,1 pct. i 2024. Det svarer til 351 kr. pr. dansker.
I praksis er udgifterne til det statslige beredskab dog noget højere end de 371 mio. kr. Udgifterne til Beredskabsstyrelsens materiel og bygninger blev nemlig afholdt af henholdsvis Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Etablissements- og Terrænkommandoen under Forsvarskommandoen, da Beredskabsstyrelsen var en del af Forsvarsministeriet.
Endvidere stiger udgifterne fremover lidt, da der som led i den politiske aftale om beredskabsområdet er afsat i alt 1,9 mia. kr., som fordeles over perioden 2025-2033. Langt størstedelen går dog til cybersikkerhed og andre områder, der ikke er en del af redningsberedskabet. Den varige forøgelse af beredskabets budget er således kun på 83 mio. kr. om året.