DR sætter i efteråret fokus på danskernes beredskab med tv-programmer, radio, undervisning og 20 beredskabsdage rundt om i landet. En ny undersøgelse viser blandt andet, at 88 pct. af danskerne kender myndighedernes anbefalinger, men kun 46 pct. efterlever dem i større eller mindre grad. Samtidig frygter 65 pct., at myndighederne er for dårligt forberedte.
DR lancerer nu temaet ”Sammen om beredskab”, som i de kommende uger skal sætte fokus på, hvordan Danmark og danskerne er rustet til kriser. Temaet kommer til at gå på tværs af tv, radio, lyd, DR’s hjemmeside, sociale medier og arrangementer rundt om i landet.
Indsatsen skal samtidig udvide forståelsen af beredskab fra alene at handle om de praktiske forberedelser i hjemmet til også at omfatte blandt andet troværdig information, mental robusthed, relationer og lokale fællesskaber.
”Ambitionen med temaet er at gøre beredskab relevant og konkret i hverdagen: Hvordan forbereder vi os praktisk, mentalt, socialt og kulturelt? Hvad sker der med samfundet, når krisen rammer? Og hvad kan vi gøre – hver for sig og sammen?”, siger Nikolaj Vitting Hermann, der er chef for indhold og samarbejder i DR.
Mange kender anbefalingerne – færre følger dem
I forbindelse med temaet har DR fået analyseinstituttet Epinion til at undersøge, hvor godt danskerne føler sig rustet til en krisesituation.
Undersøgelsen viser, at 88 pct. kender myndighedernes officielle anbefalinger om kriseberedskab. Til gengæld svarer 46 pct., at de kun i mindre grad eller slet ikke efterlever anbefalingerne.
Samtidig frygter 65 pct., at myndighederne er for dårligt forberedte. Kun 16 pct. har talt om kriseforberedelser med mennesker i deres nærhed, mens 6 pct. kender beredskabsplanen for deres lokalområde.
Undersøgelsen peger dog også på en stor villighed til at hjælpe andre. 84 pct. vil orientere sig mod familie, venner og naboer under en krise, mens kun 5 pct. vil orientere sig mod myndighederne.
”De fleste af os har i høj grad forstået budskabet om vand, mad og batterier. Men i en krise kan relationer, troværdig information, mental ro og lokale fællesskaber blive afgørende. Vores undersøgelser viser, at det kun i begrænset omfang er noget, vi danskere har talt sammen om og forberedt. Med temaet vil vi derfor også prøve at skabe en bredere forståelse af beredskab – ikke kun som noget praktisk, men også som noget mentalt, socialt og kulturelt”, siger Nikolaj Vitting Hermann.
Eksempelvis svarer 82 pct., at de potentielt er indstillet på at dele deres kriselager af mad med naboen. Kun 6 pct. har imidlertid faktisk talt med naboerne om at dele mad som led i deres kriseforberedelse.
10 danskere skal undvære strøm i 72 timer
To nye tv-produktioner bliver centrale dele af DR’s beredskabstema. I ”Når Alt Slukker” undersøges det, hvordan mennesker reagerer, når centrale dele af den normale hverdag forsvinder.
Her mister 10 danskere fordelt på fem lejligheder strømmen i 72 timer. Dermed må deltagerne undvære blandt andet strøm, vand, varme, internet, køleskab og fungerende toiletter.
Eksperimentet skal både vise de praktiske problemer og undersøge, hvad der sker mellem deltagerne, når ressourcerne bliver knappe. Udgangspunktet er en hypotese om, at personer, der samarbejder, deler og organiserer sig, klarer sig bedre end dem, der lukker sig om sig selv.
Serien består af tre afsnit og bliver tilgængelig fra 21. oktober 2026.
Simulerer hybridangreb på Danmark
I serien ”Kriseøvelse – Hybridangreb på Danmark” bliver en krisestab udsat for et fiktivt omfattende hybridangreb på Danmark. Scenariet er udviklet af krise- og beredskabseksperterne Lene Sandberg og Rasmus Dahlberg og bygger på virkelige europæiske hændelser.
Deltagerne kender ikke scenariet på forhånd og bliver løbende præsenteret for nye hændelser og oplysninger. De skal under pres vurdere situationen, træffe beslutninger og håndtere konsekvenserne på samme måde, som de ville skulle under en virkelig krise eller kriseøvelse.
Formålet er blandt andet at vise, hvordan tidligere vagthavende myndighedspersoner reagerer under en alvorlig krise, og hvilken rolle kriseøvelser spiller i myndighedernes forberedelser. Serien består af to afsnit og kan ses fra 12. oktober 2026.
20 beredskabsdage rundt om i landet
Beredskabstemaet rykker også ud af DR’s egne platforme. Der afholdes 20 gratis beredskabsdage på biblioteker rundt om i Danmark, hvor deltagerne kan møde eksperter, organisationer, lokale beredskabsaktører og medvirkende fra DR’s programmer.
Arrangementerne kommer til at bestå af blandt andet debatter, workshops, shows og praktiske aktiviteter. Bag de 20 arrangementer står DR, bibliotekerne, Dansk Folkeoplysnings Samråd og Østifterne.
DR gennemfører desuden sammen med blandt andre DR Nyheder, DR Verificerer og DR Lær en skoleindsats om informationsberedskab, kildekritik og demokratisk robusthed. Indsatsen løber frem til 2028 og forventes at involvere omkring 50.000 skoleelever.