Endnu en beredskabsdirektør skifter job

Direktøren for Trekantsområdets Brandvæsen har fået nyt job. Efter godt to år på posten skal Lars Nordahl Lemvigh i stedet være direktør for Skatteministeriets nye Gældsstyrelse. Lars Nordahl Lemvigh kom til Trekantsområdets Brandvæsen i 2015 efter en lang karriere i DSB. Han er den anden beredskabsdirektør på kort tid, som forlader beredskabsområdet.

Den dengang 50-årige Lars Nordahl Lemvigh blev den 1. juni 2015 ansat som direktør for Trekantområdets Brandvæsen, som er det fælles beredskab for Billund, Fredericia, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle kommuner. Han kom fra en stilling som direktør for Sikkerhed og Beredskab i DSB, hvor han tidligere havde været produktionsdirektør i DSB S-tog og driftsdirektør i DSB Øresund.

Lars Nordahl Lemvigh skal fremover være direktør i Gældsstyrelsen, der får ansvaret for at inddrive borgernes og virksomhedernes gæld til det offentlige. Gældsstyrelsen forventes bemandet med ca. 1.500 medarbejdere og får hovedsæde i Middelfart.

Det er kun få uger siden, at en anden beredskabsdirektør med ikke-beredskabsfaglig baggrund, Bjarne Grøn fra Nordjyllands Beredskab, meddelte, at han stopper i jobbet til fordel for et nyt job som kommunaldirektør i Jammerbugt Kommune.

Annonce

Hexagon Safety & Infrastructure