 
Senest fra 2029 vil der være to brandstationer i Randers by. I kommunens nyeste budgetaftale vurderes det, at opførelsen af den nye station vil koste 45 mio. kr. I første omgang afsættes der i 2026 et beløb på 3 mio. kr. til opstart af lokalplanlægning og projektering. Finansiering til bemanding af stationen skal der først tages stilling til senere.
I Randers Kommunes budgetaftale beskrives en ekstra brandstation som en nødvendig investering. Stationen skal placeres i den sydlige del af Randers, og der vil være tale om den væsentligste del af en plan for fremtidssikring af beredskabet.
Politikerne har besluttet, at brandstationen skal kunne sættes i drift i 2029. Opførelsen vurderes at kunne holdes inden for en samlet økonomisk ramme på ca. 45 mio. kr. – fordelt med 3 mio. kr. i 2026, 15,5 mio. kr. i 2027 og 26,5 mio. kr. i 2028. Der afsættes i budgetaftalen de 3 mio. kr. i 2026 til opstart af lokalplanlægning og projektering mv.
Senest fra og med 2029 skal der så være afsat midler til bemanding af den nye brandstation. Der er tidligere i en analyse lagt op til, at stationen skal bemandes med en holdleder og fem brandfolk på døgnvagt.
 
		 
		