Hvis regeringen og Folketinget vælger at følge anbefalingerne fra det ekspertpanel, som beredskabsministeren nedsatte sidste år, er der meget store ændringer på vej i det danske beredskab. Det skal være slut med de mindste af landets beredskaber, og i stedet skal der være færre og mere ensartede stor-beredskaber. Og så skal der etableres fire beredskabsområder, som har hvert deres operationscenter og koordinerer planlægning og dimensionering.
Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen, nedsatte ekspertpanelet for beredskabsområdet i sommeren 2025. Panelet skulle komme med et fælles input til, hvordan organisering og samspil i redningsberedskabet kunne styrkes. Og de anbefalinger er nu overleveret til ministeren.
”Der er brug for et taktskifte i Danmarks samlede redningsberedskab. Vi skal planlægge mere, samtænke mere, øve mere, uddanne mere og ikke mindst investere mere. Samtidig skal vi øge tempoet på alle områder”, skriver ekspertpanelet i deres rapport.
Risikobaseret dimensionering erstattes delvist at minimumskrav
En central anbefaling er, at der fremover skal fastsættes nationale minimumskrav til dimensioneringen af beredskabet. Ekspertpanelet mener nemlig, at kapaciteter og kompetencer i de lokale beredskaber ikke skal være genstand for lokalpolitisk forhandling eller prioritering. De nye minimumskrav skal så suppleres af en lokal risikobaseret dimensionering, der skal sikre, at beredskabet kan håndtere lokale risici, eksempelvis særlig infrastruktur, virksomheder eller områder, der er udsatte ved farligt vejr.
Indførsel af minimumskrav på lokalt niveau skal opbygge robusthed, således at de lokale beredskaber dimensioneres til at kunne håndtere flere beredskabshændelser selvstændigt.
Det foreslås ligeledes at fastsætte krav til det nationale niveau, som skal afspejle en højere grad af specialisering og et fortsat fokus på hændelser med stort personelbehov. De nationale kapaciteter skal anvendes som en forstærkningsressource ved større, længerevarende eller komplekse hændelser. Herudover skal de nationale ressourcer kunne løse flere højt specialiserede opgaver, eksempelvis opgaver inden for ekspertberedskaberne, som ikke forventes at skulle kunne løses lokalt.
Beredskabsområder skal have stærke operationscentre
Ifølge ekspertpanelet er de nuværende 32 lokale beredskaber meget forskellige hvad angår størrelse og kapaciteter. Herudover går de administrative grænser for de lokale beredskaber og de statslige regionale beredskabscentre på kryds og tværs af hinanden. Grænserne harmonerer heller ikke med hverken regionsgrænserne eller grænserne for politikredsene og dermed de tværsektorielle lokale beredskabsstabe.
Derfor anbefaler ekspertpanelet, at der oprettes fire regionale beredskabsområder med en inddeling, som svarer til regionerne. Det skal give øget fokus på effektiv udnyttelse af de samlede ressourcer i beredskabet. Samarbejdet inden for det enkelte beredskabsområde foreslås ledet af en regional beredskabskommission bestående af forpersonerne for de lokale beredskabskommissioner og repræsentanter fra relevante nationale myndigheder.
Beredskabsstyrelsens geografiske dækningsområder bør tilpasses denne inddeling. De lokale beredskaber bør ligeledes fremadrettet være entydigt afgrænset inden for ét beredskabsområde.
Samtidig skal der etableres fire regionale operationscentre, som skal være et knudepunkt for den beredskabsfaglige visitation, disponering, indsættelse og ledelsesstøtte samt understøtte kommunikation mellem lokalt og nationalt niveau i beredskabet. Alle lokale beredskaber skal tilknyttes det regionale operationscenter i deres beredskabsområde.
Operationscentrene skal blandt andet opretholde et samlet regionalt ressourceoverblik, disponere ressourcer og yde operativ ledelsesstøtte til indsatslederen på skadestedet.
Færre og større beredskaber
Ekspertpanelet anbefaler herudover, at de lokale beredskaber samles i færre og større enheder inden for de nye beredskabsområder. Lokale beredskaber bør have en stærkere ledelses- og stabsstruktur og en størrelse, så der er tilstrækkelige ressourcer til planlægning og forebyggende opgaver.
Som begrundelse henviser panelet til, at den nuværende struktur med mange lokale redningsberedskaber, der varierer i størrelse, kapaciteter og kompetencer, kan blive en hæmsko for styrkelsen af beredskabet. Det gælder særligt mindre beredskaber, hvor der ikke altid er tilstrækkelig kapacitet til ledelse, forebyggende myndighedsopgaver og planlægning. Mindre lokale beredskaber kan ligeledes have svært ved at afsætte tid og ressourcer til løbende kompetenceudvikling i form af øvelser, specialisering samt efter- og videreuddannelse.
Med respekt for lokale forhold anbefaler ekspertpanelet derfor, at der gennem incitamentsstrukturer – og om nødvendigt gennem lovgivning – fortsat arbejdes for færre og større lokale beredskaber. Ekspertpanelet anerkender samtidig vigtigheden af lokalforankring, frivillighed og deltidsordninger i redningsberedskabet. Ekspertpanelet vurderer derfor, at frivillige og deltidsansatte fortsat skal spille en væsentlig rolle i samarbejde med fuldtidsansatte.
Kan være på plads om 2-5 år, hvis der er nok mod
”Det er ekspertpanelets vurdering, at det er realistisk at implementere de foreslåede anbefalinger inden for en tidshorisont på 2-5 år, hvis den politiske og organisatoriske vilje findes. Det vil kræve politisk mod både nationalt og lokalt at gennemføre de organisatoriske ændringer og justeringer af samspillet i redningsberedskabet, som panelet foreslår. Ændringerne vil kræve omstillingsparathed i redningsberedskaberne. Flere af ekspertpanelets anbefalinger bidrager til en udvikling, hvor lokale redningsberedskaber samles i større enheder. Dette ser panelet som en nødvendighed i det skærpede risiko- og trusselsbillede. Samtidig har ekspertpanelet tiltro til, at kommunerne kan løfte et større ansvar for robustheden i redningsberedskabet, og at dette skal kunne gennemføres med respekt for de deltidsansattes og frivilliges vigtige rolle”, lyder det fra ekspertpanelet.
”Jeg har i dag modtaget ekspertpanelets gode anbefalinger, og dem glæder jeg mig meget til at dykke ned i. Et ændret risiko- og trusselsbillede kalder på, at vi styrker vores redningsberedskab. Og det er vi i fuld gang med. Nu vil jeg se nærmere på, hvordan anbefalingerne kan bidrage yderligere til det arbejde”, siger minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen.