
Nyhedsoversigt


Sundhedsfaglig visitator på AMK får kritik for at overse hjernehindeblødning
En sundhedsfaglig visitator på en af landets AMK-vagtcentraler har fået kritik fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, efter at visitatoren ifølge nævnet ikke foretog en tilstrækkelig behandling af en 38-årig patient, som få dage senere døde af en hjerneblødning. Visitatoren viderestillede opkaldet til lægevagten, men burde have sendt en ambulance.

Ingen penge til brandvæsenerne i ny økonomiaftale
Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) har nu indgået økonomiaftalen for 2026. Men aftalen rummer ikke nogen penge til brandvæsenerne. I aftalen anerkendes behovet for et robust og styrket beredskab, men der er alene løfter om fremtidige drøftelser mellem regeringen og KL om et styrket samarbejde mellem det statslige og kommunale beredskab – og så en styrket indsats i forhold til beskyttelsesrum.

Minister: Staten leverer 30 pct. af mandtimerne i beredskabet
Det er altid de kommunale beredskaber, som ankommer først, men det statslige beredskab hos Beredskabsstyrelsen står for ca. 30 pct. af det samlede antal mandtimer, som leveres i redningsberedskabet. Det fastslår beredskabsminister Torsten Schack Pedersen, som henviser til, at det statslige beredskab i periode 2019-2013 har leveret 480.000 mandtimer.

Ambulancernes responstider i 1. kvartal 2025
Ambulancernes responstider for 1. kvartal 2025 viser forbedringer over hele linjen, når der sammenlignes med samme periode i 2024. Især i Region Hovedstaden er der forbedringer, og 99 pct. af ambulancerne var fremme indenfor 15 minutter. Også Region Sjælland kunne fremvise en betydelig forbedring, som dog kommer på en alvorlig baggrund, da responstiderne var nærmest katastrofale i 1. kvartal 2024.

Nyt forskningsprojekt om chancerne for overlevelse ved hjertestop hos ældre
Hvad kan borgere over 60 år forvente, hvis de rammes af hjertestop? Det spørgsmål skal ny forskning forsøge at besvare. Region Hovedstadens Akutberedskabs forskningsleder og professor, Fredrik Folke, og Københavns Universitet har modtaget 952.000 kr. i støtte fra TrygFonde til at gennemføre forskningsprojektet.


PreMed får rekordomsætning – og rekordunderskud
I sidste måned meddelte PreMed, at selskabet opsiger ambulancekontrakten med Region Nordjylland fra marts 2027. Årsagen fremgår tydeligt af PreMeds nye regnskab, som viser, at PreMed taber et rekordbeløb på den nordjyske ambulancekørsel. Selv om omsætningen også sætter rekord, så betyder især øgede lønudgifter, at PreMed får et underskud på 8 mio. kr. Desuden har PreMed modtaget et krav om betaling af hele 18 mio. kr. i bod.


Alvorlig sigtelse mod politifolk: Efterlod borger i hjælpeløs tilstand inden påkørsel
Politiklagemyndigheden har i et større sagskompleks sigtet to politifolk for om natten på Selinevej på Amager at have efterladt en person, som var i deres varetægt, i hjælpeløs tilstand. Personen blev kort tid efter påkørt af en lastbil på Amagermotorvejen og afgik ved døden. De to politifolk er også sigtet for at have afgivet urigtige oplysninger om sagen i politirapporter og til kollegaer i politiet.