Præhospitalet i Region Midtjylland og Offerrådgivningen har indledt et nyt samarbejde, der giver ambulancefolkene bedre muligheder for at hjælpe de borgere, der har været til stede ved færdselsulykker eller andre ulykker. Den nye ordning omfatter både hjerteløbere, pårørende og vidner til ulykker.
Når medarbejdere i ambulancerne fra Præhospitalet i Region Midtjylland rykker ud til akut syge eller tilskadekomne patienter, er det naturligvis patienterne, der får den primære opmærksomhed fra de sundhedsfaglige.
Men ofte er der også andre borgere, der har været involveret i situationen – eksempelvis hjerteløbere, pårørende eller vidner til ulykker, og dem har ambulancefolkene ikke haft mange muligheder for at hjælpe.
For nu har Præhospitalet og Offerrådgivningen aftalt et samarbejde, der giver ambulancefolkene bedre muligheder for at hjælpe de borgere, der har været til stede ved færdselsulykker eller andre ulykker.
”Selvom vores hovedopgave er at hjælpe patienten, vil vi selvfølgelig også gerne gøre noget for dem, der har været tæt på en ulykke. Det er en fordel for de pårørende og vidnerne, men det er også en fordel for vores medarbejdere, som gerne vil sikre hjælp – også til dem, der ikke skal med ambulancen”, siger Niels-Christian Emmertsen, der er cheflæge for AMK-vagtcentralen i Region Midtjylland.
Niels-Christian Emmertsen fremhæver, at han er glad for, at Præhospitalet nu får mulighed for at tilbyde samme hjælp til vidner og pårørende som politiet, der har brugt Offerrådgivningen i en årrække.
Kan aktiveres af reddere og fra AMK-vagtcentralen
Kort fortalt betyder aftalen, at Præhospitalets medarbejdere får mulighed for at henvise ofre, vidner og pårørende til Offerrådgivningen, der efterfølgende kan følge op med samtalebaseret støtte. Blandt andet får alle ambulancer informationsmateriale i handskerummet, der nemt kan udleveres, selv i tidskritiske situationer. Medarbejderne på AMK-vagtcentralen kan også formidle kontakten til Offerrådgivningen.
Offerrådgivningens rådgivere kan herefter bidrage med støtte, skabe ro og tryghed for de berørte borgere samt rådgive om og hjælpe med muligheder for yderligere hjælp. Offerrådgiverne kan både støtte via telefon og chat, ligesom de kan arrangere fysiske møder med de pårørende.
”Når man er involveret i en ulykke eller ser en anden person komme til skade, kan det være en svær situation at håndtere. Her kan vi være med til at hjælpe vidner og pårørende godt på vej, så de får bearbejdet situationen bedst muligt”, siger Dorte Kallestrup Mortensen, der er sekretariatschef i Offerrådgivningen.
Samarbejdet mellem Præhospitalet og Offerrådgivningen gælder i første omgang ét år frem, hvorefter det bliver evalueret, inden parterne kan beslutte at fortsætte samarbejdet.