112-fotograf: Derfor blev jeg anholdt for brandstiftelse

Foto: Rigspolitiet

I februar blev en 112-fotograf anholdt og sigtet for at have påsat to af de mange brande, som har hærget den københavnske vestegn. Ifølge politiets rapport faldt mistanken på fotografen, fordi han var fremme på et brandsted, inden alarmen gik, men fotografen mener selv, at han blev anholdt, fordi han havde afsløret en betjent i at foretage en ulovlig ransagning.

Mathias Øgendal er pressefotograf med 112 som speciale. Han har altid politiscanneren tændt,  og bilen står parkeret med snuden mod vejen. Derfor har han ofte været hurtigt ude til de mange påsatte brande, der i månedsvis har plaget hans lokalområde på den københavnske vestegn.

”Lige så snart scanneren tænder, og jeg ellers har fri, så sætter jeg mig ud i min bil, og så kan jeg dække det meste af Albertslund på fem-seks minutter”, fortæller Mathias Øgendal til fagbladet Journalisten.

Politiet ransagede bil

Natten mellem den 20. og 21. februar 2013 var Mathias Øgendal imidlertid så hurtigt på pletten, at politiet fandt det mistænkeligt nok til, at de sigtede ham for to tilfælde af brandstiftelse. Men Mathias Øgendal mener, at sigtelsen i virkeligheden skyldes en episode, som fandt sted på det andet brandsted, som han ankom til den pågældende nat.

”På et tidspunkt ser jeg, at der står to betjente, jeg ikke kender, og lyser ind i min bil med lommelygter”, siger Mathias Øgendal til Journalisten. Han giver betjentene sine oplysninger og sludrer kort med dem. ”Jeg bemærker, at min bagageklap åbner, og så går jeg ned til bagenden, hvor der er en betjent, der er ved at tage min computer og andre ting ud på jorden”, siger Mathias Øgendal. Da han spørger betjenten, hvad der foregår, får han at vide, at betjenten er ved at ransage bilen. ”Så siger jeg, ’du skal ikke kigge i min bil uden at spørge om lov. Du kan sagtens få lov, men hvis du ikke spørger, skal du ikke kigge’”, fortæller Mathias Øgendal. Betjenten svarer, at han hverken behøver Øgendals tilladelse eller en ransagningskendelse, og fortsætter med sit forehavende.

Ville klage over betjent

Mathias Øgendal beslutter herefter at klage over betjenten og spørger efter patruljens nummer. ”Så går jeg tilbage til min bil, og der løber han nærmest efter mig. Jeg når lige at sætte mig, så banker han på ruden og siger, at jeg er anholdt for de to ildebrande den morgen”, siger Mathias Øgendal til Journalisten.

I patruljevognen på vej mod stationen hører Mathias Øgendal over politiradioen, at politiet skal til at ransage hans bil, og han insisterer derfor på at være til stede imens. Det får han lov til. ”De tog min jakke ud og snuste til min kaffekop, men de fandt selvfølgelig intet i min bil”, siger Mathias Øgendal. Derefter bliver han kørt på politistationen, hvorfra han løslades 10 timer senere.

Ifølge politiets rapport ankom 112-fotografen til den første brand halvandet minut før, den blev meldt over radioen. Men Mathias Øgendal mener, at politifolkene har givet usande oplysninger for at begrunde ransagningen af hans bil. ”Det viser sig senere, at den patrulje, der skriver det her i rapporten, er identisk med den patrulje, som jeg ønsker at klage over”, siger Mathias Øgendal.

Mathias Øgendal har klaget over forløbet. Han ønsker en officiel undskyldning fra politiet.

Annonce