Brandfolk blev angrebet med fyrværkeri mindst 20 gange

En ny statistik over beskydninger af beredskaberne med fyrværkeri på nytårsaften og -nat, som Danske Beredskaber har udarbejdet efter en rundringning til de 24 beredskabsenheder, viser at beredskaberne blev angrebet med fyrværkeri i mindst 20 tilfælde. Danske Beredskaber betegner adfærden som vanvittig.

Danske Beredskabers sekretariatschef, Bjarne Nigaard, tager stor afstand fra den ”vanvittige” adfærd, som er fundet sted hele 20 gange på landsplan:

”Det er dybt paradoksalt, at de, der uegennyttigt trodser allerede farlige barrierer for at gøre en positiv forskel ved en ulykke, sikre vores tryghed og passe på os alle sammen, bliver gjort til genstand for hadske angreb og beskydning.”

”Enhver, når man ser bort fra gerningsmændene, kan nok sætte sig ind i, at sådanne angreb gør en del ved brandfolkenes motivation, tryghed og arbejdsglæde. Ud over denne åbenlyse effekt kan tendensen også i næste fase få konsekvenser for alle os andre. For selvfølgelig skal vores folk kunne være sikre under indsats. Og hvis det kræver, at man må afvente, at politiet sikrer et område, er vi nødsaget til at udskyde indsatsen og afvente dette, med mindre der decideret er menneskeliv på spil. Med den risiko, at hændelsen når at udvikle sig til at være fem udbrændte biler i stedet for én eller en nedbrændt bygning sammen med den oprindeligt antændte container”, siger Bjarne Nigaard.

De indrapporterede hændelser:

Slagelse Brand & Redning 2 Hændelse 1, melding om brand i opgang + melding om, at folk ikke kunne komme ud af opgang, viste sig ikke at være alvorligt, brandfolk når ikke ud af bilerne. To brandbiler ramt af fyrværkeri/batteri/bomberør, hårde genstande (sten/flasker). Hændelse 2, Brandbiler når ikke ind i området, politiet siger de ikke skal komme ind.
Hovedstadens Beredskab 7 Generelt kastet med bomberør og raketter mod biler og mandskab
Østsjællands Beredskab 2 Hændelse 1, brandbiler på vej ud til stedet bliver beskudt. Hændelse 2 (samme kørsel som hændelse 1), da brandfolkene er på stedet, bliver mandskab og biler beskudt
Midtjysk Brand og Redning 1 På vej hjem i indsatslederbilen blev der skudt romerlys efter bilen.
Østjyllands Brandvæsen 7 Generelt beskydning under brandslukning. Få beskydninger, når de kører væk.
Beredskab Øst 1 (Assistance til Hovedstadens Beredskab): Beskydning, da de kom ud. Var nødt til at trække sig. Politiet tog over.

Annonce

Hexagon Safety & Infrastructure