Medarbejderne i Region Nordjyllands præhospitale beredskab har modtaget Patienternes Pris 2026. Prisen gives for deres evne til at skabe tryghed og udvise omsorg og professionalisme i situationer, hvor patienterne ofte er bange og utrygge. I alt 377 indstillinger blev indsendt til årets pris, der uddeles af regionens Patientinddragelsesudvalg. Med prisen følger 25.000 kr. og et maleri af en nordjysk kunstner.
Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland har modtaget Patienternes Pris 2026. Prisen går til medarbejderne i hele det præhospitale beredskab, som blandt andet omfatter ambulancepersonale, medarbejdere på AMK-vagtcentralen og personale, der arbejder med patienttransport.
Det er Region Nordjyllands Patientinddragelsesudvalg, der har valgt årets prismodtager på baggrund af indstillinger fra patienter og pårørende.
Patient fremhæver trygheden
En af de patienter, der har indstillet Den Præhospitale Virksomhed til prisen, er Julie. Hun fortæller om en situation, hvor ambulancepersonalet formåede at skabe ro, selv om hun var bange og utryg.
”Fra det sekund de kom til mig, lagde de meget vægt på, at nu tog de over, og jeg kunne slappe af. Det blev gentaget mange gange, at nu var jeg i gode hænder, og de skulle nok hjælpe mig. Den ro gjorde, at jeg kunne slappe af i situationen og føle mig helt tryg. At de formåede det i en situation, hvor jeg var utryg og bange, var virkelig prisværdigt”, fortæller Julie.
Patienternes oplevelser har været afgørende for valget af prismodtager. I alt modtog Patientinddragelsesudvalget 377 indstillinger til årets pris fra patienter og pårørende i det nordjyske sundhedsvæsen.
Prisen går til hele det præhospitale beredskab
Præhospital direktør i Region Nordjylland, Maibrit Brandt, glæder sig over anerkendelsen af medarbejdernes indsats:
”Vi er utrolig stolte af at modtage Patienternes Pris. Vi har igennem årene haft et støt stigende antal opkald på 1-1-2 og ambulancekørsler, og hver dag møder medarbejderne ind og er klar til at gøre en enorm forskel for de borgere, der har brug for hjælp. Det ér prisværdigt, og jeg er glad for og rørt over, at borgerne i den situation, de ofte er i hos os, bemærker og ikke mindst tager sig tid til at indstille medarbejderne. Tak for det”, siger Maibrit Brandt.
Hun understreger, at prisen ikke kun er en anerkendelse af ambulancepersonalet, men af alle medarbejdere, der bidrager til den præhospitale indsats.
”Det er vigtigt for mig at sige, at prisen tilegnes hele den præhospitale kæde, lige fra opkald til 1-1-2 eller fælles visitation, disponering af køretøjer, akutte kørsler, patientoverførsler og det administrative setup, der blandt andet sikrer kompetenceudvikling og kvalitet. Uden hele kæden ville patienterne ikke opleve den gode og professionelle behandling, de gør i dag”, siger Maibrit Brandt.
Ifølge den præhospitale direktør ligger Region Nordjylland desuden i toppen af den landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelse, når det gælder tilfredsheden med ambulancetjenesten.
Skal kunne hjælpe patienter i alle situationer
Formanden for Patientinddragelsesudvalget i Region Nordjylland, Kristina Valentin, fremhæver, at det præhospitale personale møder patienter med meget forskellige behov.
”Den Præhospitale Virksomhed hjælper borgere i deres livs værste situationer. De møder mennesker i alle aldre fra alle dele af samfundet og med både somatisk eller psykiatrisk sygdom og tilskadekomst. Og de skal kunne rumme det hele. Alligevel formår de med enorm faglighed, medmenneskelighed og hjertevarme at gøre patienterne trygge. Ligefrem give en god oplevelse, som en indstiller skrev”, siger Kristina Valentin.
Patienternes Pris uddeles hvert år til en enhed, afdeling eller et afsnit i det nordjyske sundhedsvæsen, som patienter eller pårørende har indstillet for en særlig indsats.