Redningsopgaver ved trafikulykker kan fortsat varetages af bÃ¥de ambulancetjeneste og brandvæsen. Det fastslÃ¥r Indenrigsministeriet i et svar til Foreningen af Kommunale Beredskabschefer (FKB). FKB har i sit foreningsblad, Brandvæsen, de seneste mÃ¥neder beskæftiget sig intensivt med redningsopgavernes organisatoriske placering, og FKB har givet udtryk for, at beredskabslovgivningen efter foreningens mening skal tolkes sÃ¥ledes, at redningsarbejde udelukkende er en kommunal opgave – og at det er ulovligt, nÃ¥r amterne betaler for, at ambulancetjenesten rykker ud med redningsmateriel ved trafikulykker.
Men den fortolkning er ifølge Indenrigsministeriet ikke korrekt. “Arbejdsdelingen, hvor bÃ¥de det kommunale redningsberedskab og ambulanceberedskabet kan dimensioneres til at løse redningsopgaver, anses ikke for lovstridig”, skriver kontorchef Henrik Grosen Nielsen fra Indenrigsministeriets beredskabskontor i brevet til FKB.
Striden om den organisatoriske placering af redningsopgaverne har stÃ¥et pÃ¥ i mange Ã¥r. Traditionelt var det ambulancetjenesten, som ogsÃ¥ stod for frigørelse af fastklemte patienter ved trafikulykker, men i slutningen af 80’erne begyndte flere og flere brandvæsener at anskaffe frigørelsesudstyr, bl.a. som følge af, at Falck centraliserede redningstjenesten, sÃ¥ der ikke altid var frigørelsesmateriel pÃ¥ de enkelte Falck-stationer. I stedet indsatte Falck pÃ¥ de større stationer sÃ¥kaldte amtsredningsvogne med avanceret frigørelsesmateriel. I nogle dele af landet havde de nye amtsredningsvogne imidlertid lang kørevej til skadestederne, og derfor var brandvæsenerne ofte fremme et stykke tid før Falcks amtsredningsvogne.
I den nye beredskabslov fra 1992 blev der indsat en ny og meget bredt formuleret formÃ¥lsparagraf for det kommunale beredskab, sÃ¥ledes at det i lovens §1 blev slÃ¥et fast, at “Redningsberedskabets opgave er at forebygge, begrænse og afhjælpe skader pÃ¥ personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, eller overhængende fare herfor”. Derimod blev der hverken i selve lovteksten eller i forarbejderne til loven taget udtrykkelig stilling til, hvor redningsopgaverne organisatorisk skulle placeres, og det var derfor meget usikkert, om intentionen med beredskabsloven rent faktisk var at flytte redningsopgaverne fra ambulancetjenesten til brandvæsenet.
PÃ¥ grund af den manglende stillingstagen i beredskabsloven har der siden 1992 været en til tider ophedet debat om hvorvidt ansvaret ligger hos ambulancetjenesten, og dermed amterne, eller hos brandvæsenet, og dermed kommunerne. Samtidig har der været debat om, hvem der skulle lede arbejdet pÃ¥ skadestedet, nÃ¥r bÃ¥de ambulancetjeneste og brandvæsen mødte med frigørelsesudstyr, ligesom der har været debat om, hvorvidt ansvaret for frigørelsen af patienten skulle ligge hos den sundhedsfaglige ekspertise i form af ambulancemandskabet eller hos den tekniske ekspertise i form af brandvæsenets indsatsleder. Efter langvarige forhandlinger mellem Sundhedsministeriet, der havde ansvaret for ambulancetjenesten, og Indenrigsministeriet, der havde ansvaret for brandvæsenet, udarbejdet man i 1996 “Retningslinjer for arbejdsdeling mellem det kommunale redningsberedskab og ambulanceberedskabet ved trafikuheld med fastklemte”, og de nye retningslinjer gav i en periode ro om emnet.
De seneste Ã¥r har Foreningen af Kommunale Beredskabschefer imidlertid genoptaget debatten, og foreningen har gjort sig til talsmand for, at redningsopgaverne som følge af beredskabsloven er underlagt brandvæsenet og dermed placeret under FKB’s medlemmers ansvarsomrÃ¥de – og at det er direkte ulovligt, nÃ¥r amterne fortsat betaler for redningsarbejde som en del af ambulancetjenesten. Det er altsÃ¥ denne udlægning, som Indenrigsministeriet nu meddeler, at ministeriet ikke kan støtte. Ministeriet henviser bl.a. til, at der i den præhospitale bekendtgørelse stÃ¥r, at ambulancemandskabet skal være i stand til at udføre redningsarbejde ved ulykker, herunder indlede frigørelse af tilskadekomne, og at ambulancerne skal være udrustet med værktøj, der muliggør basal frigørelse af patienter. Dermed vil det være i strid med lovgivningen, hvis amterne ikke sørger for, at ambulancetjenesten er i stand til at frigøre fastklemte patienter.
“Det kommunale redningsberedskabs lovgrundlag for at løse redningsopgaver er beredskabsloven og dimensioneringsbekendtgørelsen. Det fremgÃ¥r af beredskabslovens § 12, at det kommunale redningsberedskab skal kunne yde en forsvarlig indsats mod skader pÃ¥ personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger. I § 1 i dimensioneringsbekendtgørelsen er det fastsat, at det kommunale redningsberedskab skal kunne yde en forsvarlig indsats ved de af bekendtgørelsen omfattede ulykker og katastrofer. Der er ikke i bekendtgørelsen fastsat regler for dimensioneringen af redningsberedskabet i relation til [andre] ulykker end katastrofer, der ikke involverer brand, overhængende fare for brand eller akutte uheld med farlige stoffer. I overensstemmelse med hidtidig praksis er det overladt til kommunalbestyrelsens egen vurdering – under hensyntagen til lokale risici og eventuelle beredskabsplaner – at dimensionere redningsberedskabet til løsning af disse redningsopgaver, jf. bemærkningerne til dimensioneringsbekendtgørelsen af 10. august 1994”, skriver Indenrigsministeriet i brevet til FKB, og fortsætter:
“Det amtslige ambulanceberedskabs lovgrundlag for løsningen af redningsopgaver er bekendtgørelse nr. 1039 af 24. november 2000 om planlægning af den præhospitale indsats og uddannelse af ambulancepersonale m.v. udstedt i medfør af sygehuslovens § 10. Det fremgÃ¥r af bekendtgørelsens § 11, stk. 1, at ambulancemandskabet skal være i stand til at udføre redningsarbejde ved ulykker, herunder indlede frigørelse af tilskadekomne. Det fremgÃ¥r ligeledes af bestemmelserne vedrørende den grundlæggende uddannelse til ambulanceassistent, jf. bekendtgørelsens § 12, stk. 5, at uddannelsen omfatter basalt redningsarbejde ved ulykker. Endelig fremgÃ¥r det af bekendtgørelsens § 17, stk. 2, at ambulancen skal være udrustet med værktøj, der muliggør basal frigørelse af patienter.”
