Falck udnævner nye direktører for Skandinavien og Europa

Johanna Rastad og Jørgen Mieritz

Falck har udnævnt en ny ledelse for hovedmarkederne i Skandinavien og resten af Europa. Johanna Rastad, der har en baggrund i den nordiske sundhedssektor, bliver ny direktør for en nyoprettet Region Skandinavien, mens den erfarne Falck-leder Jørgen Mieritz bliver direktør for Region Europa.

Som direktør for den nye Region Skandinavien får Johanna Rastad til opgave at styrke og udbygge Falcks markedsposition inden for medarbejdersundhed, private sundhedsydelser og assistanceydelser på tværs af Danmark, Norge og Sverige. Hun kommer fra en stilling som regionsdirektør for Nordeuropa i IVCEvidensia og har tidligere haft ledende roller i store nordiske sundheds- og omsorgsvirksomheder som det børsnoterede selskab Humana AB, KRY og Team Olivia.

”Falck har som en af Skandinaviens største sundhedsleverandører en utrolig stærk position, og jeg ser et stort potentiale i at udnytte sammenhængskraften mellem de skandinaviske lande endnu bedre. Ved at udnytte synergierne på tværs af landene kan vi hjælpe endnu flere og samtidig skabe bedre og mere digitale oplevelser for vores kunder”, siger Johanna Rastad.

Fra redder til leder

Jørgen Mieritz overtager ansvaret for Region Europa, herunder Falcks ambulancekontrakter i Danmark, Sverige, Tyskland og Spanien samt den globale brandforretning. Han har mere end 40 års erfaring fra Falck, hvor han startede sin karriere i ambulance- og brandtjenesten, og siden har haft en lang lederkarriere, blandt andet som chef for ambulance og brand i Danmark. Hans primære fokus bliver at sikre en stabil drift, herunder en succesfuld opstart af store nye ambulancekontrakter i Catalonien og Skåne.

”Jeg er både stolt og ydmyg over at få ansvaret for Region Europa. Efter mere end 40 år i Falck, fra redder til leder, kender jeg vigtigheden af stabil drift og kvalitet i vores ydelser. Mit fulde fokus vil være på at levere på vores planer sammen med de mange dygtige kolleger i Europa, så vi fortsat kan sikre gode relationer til vores samarbejdspartnere og hjælpe mennesker, når de har allermest brug for det”, siger Jørgen Mieritz.

I forbindelse med ændringerne træder Lars Dam Jensen, tidligere direktør for Region Europa, og Sonja Karaoglan, der har varetaget rollen som direktør for Skandinavien på interim basis, ud af Falcks koncernledelse, hvor de to nye direktører i stedet får plads.

Annonce