Midt i krise: Danmark melder sig klar til at støtte Grønlands beredskab

Egentlig er beredskabsområdet i Grønland hjemtaget, således at det fuldt ud varetages af Grønland selv. Men på et møde med de grønlandske myndigheder har Danmark meddelt, at man er klar til at støtte Grønlands beredskab. Det sker midt i en krise, hvor der er frygt for et amerikansk angreb mod Grønland.

Danmark og Grønland har haft et møde for at drøfte samarbejde på beredskabsområdet. Egentlig er området hjemtaget af Grønland, således at det er de grønlandske myndigheders eneansvar. Men Danmark er klar til at yde støtte til Grønlands beredskab, meddeler beredskabsminister Torsten Schack Pedersen efter et møde med Peter Borg, der er grønlandsk minister for fiskeri, fangst, landbrug, selvforsyning og miljø.

”Det er vigtigt, at vi står sammen. Derfor er jeg glad for det gode og konstruktive møde med Peter Borg. Her gentog jeg, at vi er klar til at støtte Grønlands beredskab, det gælder også fra Beredskabsstyrelsens og Styrelsen for Samfundssikkerheds side”, siger Torsten Schack Pedersen.

”Grønland står allerede på et solidt beredskabsfundament, og efter et udbytterigt ministermøde øges det tætte samarbejde yderligere – både internt og med vores nærmeste partnere. Naalakkersuisut værdsætter opbakningen fra Danmark til at styrke beredskabet i Grønland”, siger Peter Borg.

Annonce