Falsk anmeldelse om knivstikkeri udløste stor udrykning – og en sigtelse

Natten til søndag modtog Midt- og Vestsjællands Politi en melding om knivstikkeri i Kirke-Hyllinge. Det udløste en større udrykning med adskillige patruljevogne, ambulance og en nødbehandler. Det viste sig dog, at der var tale om en falsk alarm, og politiets efterforskning resulterede i, at en 16-årig blev sigtet i sagen.

Kl. 01.09 fik politiet fra alarmcentralen en melding om, at der skulle være sket et knivstikkeri på en adresse i Kirke-Hyllinge. Anmelderen havde herefter afbrudt forbindelsen, så alarmcentralen havde ikke fået yderligere oplysninger om knivstikkeriet.

Da hverken politiet eller redningspersonalet kan undlade at reagere på en sådan anmeldelse, rykkede politiet ud med adskillige patruljer, ligesom en ambulance og en nødbehandler blev sendt til det oplyste gerningssted med fuld udrykning.

Myndighederne kunne dog hverken finde tilskadekomne, anmelderen eller vidner på adressen. Politiet iværksatte derfor en efterforskning for at finde ud, hvorfra anmeldelsen kom. Det lykkedes at finde frem til en ungdomsfest i Kirke-Hyllinge-området, hvor politiet også fandt frem til ejeren af den telefon, hvorfra anmeldelsen om knivstikkeriet var indgivet.

Ejeren af mobiltelefonen – en 17-årig ung mand – kendte ikke noget til opkaldet. Han forklarede, at han under festen havde lagt telefonen fra sig. Men politiet fandt efterfølgende frem til 16-årig mand fra Kalundborg, som erkendte at have misbrugt den 17-åriges telefon til det, som han opfattede som ”telefonfis”. Politiet havde sammen med de øvrige myndigheder en anden opfattelse af opkaldet til alarmcentralen, så den 16-årige blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ugrundet påkaldelse af hjælp og derved forårsaget udrykning af bl.a. politi- og ambulancepersonale.

Den 16-årige sigtede og hans værger kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sagen, som også de sociale myndigheder vil blive underrettet om.

Annonce