
I november sidste år havde TDC et omfattende og langvarigt nedbrud på mobilnettet, som også havde den konsekvens, at en stor del af danskerne ikke kunne ringe 112. Mobilselskaberne har ellers forskellige tekniske løsninger, som skal sikre 112-opkald ved nedbrud, med TDC-nedbruddets karakter gjorde, at ingen af løsningerne fungerede. Så nu er der aftalt en ny løsning, som alle mobilselskaber implementerer.
Den 28. november 2024 blev de omkring 3 mio. mobilkunder, der anvender TDC’s mobilnet, ramt af et omfattende og langvarigt nedbrud, hvor det ikke var muligt at anvende mobiltelefonen.
En konsekvens af nedbruddet var, at TDC-kunderne ikke kunne ringe 112. Dermed afslørede nedbruddet også et alvorligt hul i det sikkerhedssystem, som de danske mobilselskaber har etableret. For sikkerhedssystemet burde normalt sikre, at 112-opkald stadig kunne gennemføres under et nedbrud hos et af mobilselskaberne.
Et sikkerhedssystem med tre elementer
Mobilselskabernes sikkerhedssystem har i dag tre elementer:
- Prioritering af 112-opkald: Alle 112-opkald får automatisk prioritet i alle dele af telenettet (både Core-delen og RAN-delen). Det betyder, at 112-opkaldene prioriteres over andre opkald i situationer, hvor der er ressourceknaphed i nettet. Her vil ”almindelige” opkald som en konsekvens blive afbrudt, hvis et 112-opkald skal igennem et overbelastet net med begrænset kapacitet.
- 2G-fallback-løsning: Hos de mobilselskaber, som både har et 4G- og et 2G-netværk, vil et opkald som udgangspunkt altid blive etableret i 4G-netværket som et såkaldt VoLTE-opkald. Skulle 4G-netværket være ude af drift eller ramt af en hændelse, skiftes der helt automatisk over til 2G-netværket, hvor 112-opkald i stedet foretages som GSM-opkald. I praksis betyder det, at mobilselskaber med både 4G- og 2G-netværk har sikret, at 112-opkald ved nedbrud af 4G-netværket automatisk bliver dirigeret over gennem 2G-netværket.
- Roaming via andre teleselskabers netværk ved et totalt netværksnedbrud eller i øvrigt manglende dækning i et lokalområde: I tilfælde af alvorlige nedbrud, hvor et mobilselskabs mobilnetværk er helt nede, eller hvis 112-opkaldet sker i lokalområder, hvor et specifikt mobilselskab ikke har etableret dækning, vil kundens mobiltelefon automatisk oprette forbindelse til det bedste tilgængelige netværk hos et af de øvrige mobilselskaber, hvorefter 112-opkald dirigeres gennem netværket hos det anden selskab. Det sker automatisk, og det er i øvrigt samme mekanisme, der træder i kraft i tilfælde, hvor en mobiltelefon uden et SIM-kort forsøger at ringe 112.
Nedbruddet hos TDC var imidlertid særligt, fordi der ikke var tale om et totalt nedbrud. Derfor var der stadig forbindelse mellem mobiltelefonerne og mobilnetværket hos TDC. Dermed blev sikkerhedsløsningen med roaming til andre mobilselskaber ikke aktiveret, og 112-opkaldene hos TDC blev dermed ikke omdirigeret til andre netværk.
Ny løsning er på plads senest til august
Nu er mobilselskaberne så blevet enige om at tilføje endnu et element til sikkerhedssystemet. Fremover vil et teleselskab, som rammes af et delvist nedbrud eller lignende krisesituation, få mulighed for at blokere for 112-opkald i selskabets Core-net, således at det sikres, at 112-opkaldene roames via de andre mobilselskabers netværk.
Ved at blokere for – eller ikke tillade – 112-opkald i netværket, vil mobiltelefonen agere som om, at nettet ikke er tilgængeligt. Derfor vil den automatisk koble sig på et andet tilgængeligt netværk, hvorfra 112-opkaldet kan etableres. Da der er tale om et 112-opkald, vil det ikke kræve at personen, der foretager opkaldet, har abonnement hos det pågældende mobilselskab.
Samlet set giver løsningen mulighed for, at et mobilselskab manuelt kan tvinge 112-opkald over på andre teleselskabers netværk i de situationer, hvor det måtte være nødvendigt, herunder hvis de tre almindelige sikkerhedsløsninger ikke i forvejen sikrer kunden mulighed for at ringe 112.
En teknisk løsning er udarbejdet og på plads i forhold til 4G-netværket. 4G-løsningen er aftalt mellem alle mobilselskaber, og der arbejdes nu hos de enkelte operatører på at få de interne processer endeligt på plads, så der er klare processer etableret for, hvornår man kan overveje at aktivere løsningen.
Det er aftalt mellem mobilselskaberne, at disse processer skal være færdige seneste den 1. august 2025, således at løsningen er klar til idriftsættelse i 4G-netværkene.