Lægefaglig direktør i Region Midtjyllands Præhospital går på pension

Per Sabro Nielsen. Foto: Niels Åge Skovbo

Per Sabro Nielsen, der er lægefaglig direktør i Præhospitalet i Region Midtjylland, har valgt at gå på pension. Per Sabro Nielsen fratræder med udgangen af oktober efter 37 års virke som læge og leder i det danske sundhedsvæsen. Han vil til den tid være fyldt 66 år og har valgt at prioritere tid til sig selv og familien.

”Egentlig havde jeg ønsket at fratræde allerede sidste år. Men da pandemien gjorde sit indtog, valgte jeg at tage en tørn mere, så Præhospitalet ikke skulle udfordres både af COVID-19 og et direktørskifte”, siger Per Sabro Nielsen.

Han kom til Region Midtjylland 1. maj 2015 som lægefaglig direktør i Præhospitalet fra en stilling som cheflæge på Sygehus Vendsyssel i Region Nordjylland. Under pandemien har Per Sabro Nielsen spillet en central rolle både som leder af Præhospitalet og som ansvarlig for regionens tilbud om tests.

”Region Midtjylland siger farvel til en dygtig leder, der med enorm flid og overblik har en stor del af æren for, at Præhospitalet i dag står meget stærkt. Per ser mulighederne og insisterer altid på at gøre det, der er bedst for patienten. Jeg ønsker ham alt muligt godt fremover og er taknemmelig for, at der bliver god tid til at rekruttere en efterfølger”, siger Anders Kjærulff, der er koncerndirektør i Region Midtjylland.

Stillingen som lægefaglig direktør i Præhospitalet vil blive slået op snarest.

Annonce