Ni borgere modtog dusører fra Fyns Politi

Foto: Fyns Politi

Fyns Politi uddeler hvert år dusør til borgere, der gør en ekstra indsats. I denne uge var ni personer derfor inviteret ind på Odense Politigård, hvor politidirektør Arne Gram uddelte en dusør samt et diplom som påskønnelse for deres handlinger. De ni borgere har alle handlet resolut og modigt i forsøget på at redde et andet menneskes liv.

To borgere modtog dusør for at have hjulpet en kvinde ud af en brændende bil og derved resolut og modigt at have medvirket til at redde kvindens liv.

Fire borgere modtog dusør for ved forskellige tilfælde at have hjulpet et andet menneske op af vand. De fire har alle optrådt resolut og modigt og i flere tilfælde under tilsidesættelse af egen sikkerhed for at bjærge et andet menneske og yde førstehjælp.

To borgere modtog dusør for ved forskellige tilfælde at komme borgere til undsætning i forbindelse med brand i enten ejendom eller lejlighed. Begge borgere handlede resolut og modigt under meget svære omstændigheder.

En ung pige modtog dusør for uden ophold at søge og skaffe hjælp til en svært tilskadekommen kvinde i forbindelse med en rideulykke. Pigen handlede modigt og resolut særligt henset til hendes unge alder.

En varm tak fra politiet

”Det er altid noget ganske særligt at uddele dusør til borgerne. At give dem hånden og takke dem for deres helt særlige indsats er en stor ære for os her i Fyns Politi. Det har det også været i dag, hvor vi kunne sige en varm tak til ni heltemodige borgere, der i hver deres situation har handlet ekstraordinært”, siger politidirektør Arne Gram.

Borgere bliver som hovedregel indstillet til dusør af en politiansat, som har været involveret i en hændelse, hvor den første og umiddelbare vurdering er, at en borger har gjort en ekstraordinær indsats og derfor bør hædres.

Annonce