Region har reduceret ambulancernes nedetid markant

Arkivfoto: Region Midtjylland

Nedetiden i Region Midtjyllands egen ambulancetjeneste er faldet markant i år. Det viser en ny opgørelse fra regionen. I 2024 var regionens ambulancer i gennemsnit ude af drift i 7,29 pct. af tiden, men i 2025 er det tal indtil videre 2,99 pct. Det er især mangel på ambulancereddere, som giver nedetid, men tilgang af nyuddannede behandlere gør, at regionen nu kun mangler 10 medarbejdere.

Siden 2020, hvor Region Midtjylland påbegyndte en delvis hjemtagning af ambulancedriften, har regionens Præhospital haft store udfordringer med at bemande ambulancerne. Men nu ser det ud til, at udviklingen går i den rigtige retning.

Antallet af minutter, Præhospitalets ambulancer er i drift, er således steget markant siden sidste år. Det viser en opgørelse over ambulancernes driftstid. Her kan man se, at den gennemsnitlige tid ude af drift i 2025 lyder på 2,99 procent, mens den var 7,29 i 2024.

Den positive udvikling skyldes ifølge regionen blandt andet, at det er lykkes at beholde og rekruttere flere medarbejdere. Samtidig har strategien med at uddanne flere ambulanceelever båret frugt, da flere nu bliver færdige som ambulancebehandlere.

”Vi er kommet langt, og jeg glæder mig over, at det politiske fokus på også at øge antallet af elevpladser har skabt resultater. Vi fortsætter det gode arbejde, så vi også i de kommende år har et robust og godt bemandet beredskab til glæde for borgerne”, siger Susanne Buch (SF), der er formand for regionens udvalg for nære sundhedstilbud.

Forventer fuld bemanding i 2026

Selvom Præhospitalet har fået rekrutteret flere medarbejdere til ambulancerne, er der fortsat ledige stillinger. I øjeblikket mangler Præhospitalet således omkring 10 medarbejdere til ambulanceafdelingen, før antallet er optimalt i forhold til opgaverne. Der er dog udsigt til flere medarbejdere i det kommende år, da flere elever i regionen bliver færdiguddannet.

”Vi forventer at få stort set fuld bemanding i løbet af 2026. Det skyldes især, at vi har gennem de seneste år har uddannet mange dygtige elever, som nu bliver færdige med deres uddannelse til ambulancebehandler. Og så skal vi selvfølgelig fortsætte vores indsats for at gøre Præhospitalet til et endnu mere attraktivt sted at arbejde og skabe karriere”, siger ambulancechef Jan Kjær Madsen.

Annonce